EMNER

Danmark for danskere

I søndags kunne man i disse spalter læse en kronik af Dansk Folkepartis næstformand, Peter Skaarup. ”Skil fårene fra bukkene” lyder overskriften så flot, og så kører den ellers derudad med skræmmende Dansk Folkepartisk retorik.

Det er som om, Dansk Folkeparti sætter en ære i at være grove i retorikken, og enhver anfægtelse af denne retorik ville Peter Skaarup formentlig afvise med en påstand om, at han bare kalder en skovl for en skovl. På mange måder ville det da også være forfriskende, hvis politikerne ville begynde at sige, hvad de mener i stedet for at pakke alting ind i kryptiske politikervendinger og undvigemanøvrer. Dansk Folkepartis tone er imidlertid så hadsk, destruktiv og inhuman, at partiet kommer til at bære et stort ansvar for den forfejlede integration, som de selv råber op om. Måske er sandheden nærmere, at Dansk Folkeparti i virkeligheden slet ikke ønsker, at integrationen skal lykkes, fordi deres eneste politiske mål er at gøre Danmark frit for alle, der er mørke i huden. Peter Skaarups indlæg er, ligesom det parti han repræsenterer, fuldstændig blottet for medmenneskelighed. Skaarup betoner vigtigheden af den nedadgående tendens i forhold til tildelingen af asyl og familiesammenføringer, han glædes over det stigende antal tilbagesendte afviste flygtninge, og han mener, at arbejdet langtfra er gjort færdigt, hvilket afspejles i Danmarks høje antal flygtninge per indbygger. Det hele gøres op i tal, og for Peter Skaarup er det tilsyneladende ligegyldigt, hvilken skæbne disse ”tal” sendes hjem til. Skaarup forslår ligeledes, at flygtninge kun tildeles midlertidig opholdstilladelse i Danmark. Dette understreger, at Peter Skaarups eneste mål er et Danmark for danskere, og at integrationen er ubetydelig. En gennemførelse af Skaarups forslag ville jo føre til, at det knap nok kunne betale sig for flygtninge at pakke kufferten ud, fordi de alligevel kunne risikere at blive sendt hjem når som helst. En sådan kronisk og psykologisk stressende venteposition kan man ganske simpelt ikke byde mennesker på flugt, der i forvejen befinder sig i en uhyre vanskelig situation. Og en sådan venteposition er ikke just det bedste incitament for at gøre den store indsats, det på alle måder kræver at lade sig integrere i et nyt samfund. Som dansker er det umuligt at forestille sig, hvordan det må være at forlade sit hjemland og komme til et land, hvor man hver dag får at vide, at man er uønsket. Det er hårdt nok, at man ikke kan få et job, fordi man hedder Muhammed, men det værste er faktisk, at man altid får at vide, at man er et problem. Hver gang man ser nyheder eller læser avisen, bliver man mindet om, at man er en del af en uønsket minoritet, som ikke har noget job, er kriminel, ikke får en uddannelse, er potentiel terrorist, koster samfundet penge, ikke kan tilpasse sig osv. Tænk, hvad det gør ved et menneske at blive fremstillet på den måde. Så er der sgu ikke noget at sige til, hvis man slår over på al-Jazeera i stedet. Ydermere skal man lære at begå sig i en fremmed kultur, hvor befolkningen møder én med stor skepsis, fordi de tror på alt det, de ser i fjernsynet, og på det skræmmebillede, Dansk Folkeparti desværre har været uhyggeligt dygtige til at skabe. Med det udgangspunkt er der ikke noget at sige til, at den i forvejen meget vanskelige integrationsproces bliver nærmest umulig. Hvis vi til gengæld accepterede, at forskellighed er en uundgåelig og højst sandsynligt givende del af det moderne samfund og selv tog del i integrationen ved at udvise åbenhed, så ville integrationsspørgsmålet kun fylde en brøkdel af, hvad det gør i dag. Måske kunne vi endda også ændre vores syn på integrationsbegrebet, således at man ikke behøver at drikke øl, spise frikadeller og have klaphat på for at kunne kalde sig integreret. Det kræver bare, at vi tør give slip på den frygt, som medierne og Dansk Folkeparti tilsammen skaber. Vi må imidlertid forberede os på, at Peter Skaarup og hans kompagnoner vil gøre alt, hvad de kan for ikke at lade frygten slippe taget i os, for uden denne frygt var der ikke noget, der hed Dansk Folkeparti, og så ville Peter Skaarup pludselig være arbejdsløs. [ Kasper Voldsgaard er 30 år og redaktør for Kulturmagasinet Skopet. Har tidligere vundet medalje ved klubmesterskaberne i badminton i RKG. Læser culture and media studies på Aalborg Universitet.