Storbritannien

Danmark går fri af ny askealarm

KØBENHAVN:Selvom asken bliver ved med at vælte op fra den islandske undergrund, er der ikke umiddelbart udsigt til en ny lukning af det danske luftrum. Lørdag meldte de britiske myndigheder ellers om en mulig lukning af luftrummet over Storbritannien fra søndag til tirsdag, men ifølge Statens Luftfartsvæsen (SLV) går Danmark fri. - Det kommer ikke umiddelbart til at betyde noget for dansk luftrum i denne omgang. Vinden blæser i øjeblikket den rigtige vej set med danske øjne, så ifølge de nuværende prognoser går vi fri, siger informationschefen i SLV, Thorbjørn Ancker. Trods de positive meldinger for danske flypassagerer minder SLV om, at danskere, der skal rejse til Storbritannien, skal sørge for at holde sig opdaterede på udviklingen. Ifølge de britiske myndigheder vil det sandsynligvis blive nødvendigt at lukke den travle lufthavn Heathrow i London i en periode. /ritzau/