Danmark går ind i stort europæisk supercomputerprojekt

Danmark er blandt de 25 europæiske lande, der vil investere og udvikle supercomputere i verdensklasse.

Supercomputere vil være centrale for fremtidig forskning, og danske forskere og virksomheder er klar til at bidrage til udviklingen, siger uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V). Foto: Liselotte Sabroe/arkiv/Ritzau Scanpix

Supercomputere vil være centrale for fremtidig forskning, og danske forskere og virksomheder er klar til at bidrage til udviklingen, siger uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V). Foto: Liselotte Sabroe/arkiv/Ritzau Scanpix

Danmark går med i et europæisk projekt, som har til formål udvikle supercomputere i verdensklasse.

Det meddeler EU-Kommissionen.

Supercomputere kan behandle store mængder data. Det kan ifølge EU-Kommissionen gavne samfundet på mange områder.

Således kan det eksempelvis bidrage positivt til sundhedspleje, sikkerheden i biler og cybersikkerhed.

Uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V) er glad for, at Danmark er med i projektet.

- Den hurtige stigning i mængden af data skaber nye perspektiver for forskning og innovation, og her er det vitalt for Europa at være frontløber.

- Supercomputere vil være centrale for fremtidig forskning, og danske forskere og virksomheder er klar til at bidrage til udviklingen, siger han.

Det europæiske samarbejde har til formål at give offentlige og private brugere i Europa bedre adgang til databehandling. Det har ifølge EU-Kommissionen stor betydning for både konkurrenceevne og innovation.

Europa er nødt til at følge med udviklingen. Det mener EU-Kommissionens næstformand med ansvar for det digitale indre marked, Andrus Ansip.

- I dag er de fleste af vores forskere og virksomheder tvunget til at begive sig uden for Europa for at finde de topklassecomputere, som de har brug for. EU har ikke råd til at sakke bagud, siger han.

- Data er vores digitale økonomis råmateriale. Vi har brug for supercomputere til at behandle disse data, udvikle kunstig intelligens og finde løsninger på komplekse spørgsmål inden for områder som sundhed og sikkerhed.

I dag er EU's bedste supercomputer rangeret som nummer 13 i verden. Den er cirka ti gange langsommere end verdens hurtigste maskine.

Der er 24 EU-lande plus Norge med i projektet, der har et budget på en milliard euro.

EU står for den ene halvdel af budgetteringen, men de deltagende lande står for den anden halvdel.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.