Australien

Danmark i VM-finale

EASTBOURNE: Det danske speedwaylandshold sikrede sig via solid holdkørsel i semifinalen direkte plads i VM-finalen, der køres på lørdag i Poole i England mellem fire nationer. I engelske Eastbourne henviste det danske hold med verdensmester og kaptajn Nicki Pedersen, Hans Andersen, Bjarne Pedersen, Niels-Kristian Iversen og Kenneth Bjerre de australske forhåndsfavoritter til andenpladsen efter en tæt dyst, der også blev ganske dramatisk på grund af et strømsvigt på stadion. Det ændrede dog ikke på, at danskerne havde samlet 60 point mod Australiens 52, Tjekkiets 32 og Italiens 14 efter de 25 heats, der gav sejre til alle fem danske kørere på holdet. - Nu kan vi få lov til at slappe lidt af, og så kommer vi til VM-finalen med fuld knald og tager det VM-guld, sagde en glad landstræner, Jacob Olsen. England sikrede sig direkte finaledeltagelse fra den anden semifinale, mens de to sidste finaledeltagere skal findes i aften i et opsamlingsrace mellem Australien, Tjekkiet, Sverige og Polen./ritzau/