Danmark kæmper mod fortsat EU-støtte

Danske synspunkter i konflikt med stærke landbrugsnationer

LANDBRUGETS ØKONOMI står og falder i stor udstrækning med støtten fra EU. Nu indledes forhandlingerne om en reform af den dyre landbrugspolitik i EU. Danmark støtter en udfasning af den direkte støtte - men stærkere landbrugslande vil kæmpe imod. Arkivfoto: Michael Koch

LANDBRUGETS ØKONOMI står og falder i stor udstrækning med støtten fra EU. Nu indledes forhandlingerne om en reform af den dyre landbrugspolitik i EU. Danmark støtter en udfasning af den direkte støtte - men stærkere landbrugslande vil kæmpe imod. Arkivfoto: Michael Koch

Der kan være brug for en dyb indånding og en god portion optimisme, når fødevareminister Henrik Høegh (V) i dag byder velkommen ved en såkaldt åbningskonference om fremtidens landbrugspolitik i EU. Inviteret er nogle af EU's mest toneangivende landbrugsministre, hvoraf flere har meget lidt sammenfaldende holdninger med Henrik Høegh til spørgsmålet om direkte EU-støtte til landmand. Tidsplanen mager det sådan, at Henrik Høegh - hvis han bevarer sin ministerpost efter næste folketingsvalg - skal stå i spidsen for forhandlingerne om EU's nye landbrugspolitik for perioden 2013-2020. Landbrugspolitikken skal falde på plads i første halvår 2012, mens Danmark er formandsland i EU. Som planteavler på Lolland modtog Henrik Høegh i 2008 hele 509.000 kroner i landbrugsstøtte, og dansk landbrug har samlet modtaget 80 milliarder kroner fra EU gennem de seneste otte år. Alligevel vil Henrik Høegh på konferencen på mandag være fortaler for en afvikling af den direkte landbrugsstøtte. Reforminteresse kølnet Forhandlingsprocessen skal i gang på et tidspunkt, hvor den økonomiske afmatning globalt også har ramt landbruget. Det har kølnet interessen for afvikling af direkte subsidier til erhvervet, ikke mindst i Frankrig og i en lang række østeuropæiske lande. Omvendt mener både fødevareminister Henrik Høegh og formanden for Landbrug & Fødevarer, Michael Brockenhuus-Schack, at det er altafgørende, at man i EU fastholder en fælles landbrugspolitik. - Det værste, der kan ske, er, hvis den fælles landbrugspolitik udhules. Så er der åbnet for renationalisering, siger Henrik Høegh. Den såkaldte renationalisering, hvor de enkelte medlemslande åbner for selvstændig statsstøtte til deres landmænd, er en dræber for dansk landbrug. På grund af den aktuelle mælkekrise har Tyskland tildelt deres mælkeproducenter særlig støtte. Det er konkurrenceforvridende set med danske øjne. Landbruget har det bedst med at lade markedskræfterne råde. På den måde kommer den effektive og produktive landmand mest til syne, mener Henrik Høegh og øvrige VK-regering - i øvrigt støttet bredt i Folketinget. Og det danske landbrugserhverv går i princippet ind for et stop for direkte støtte - men kun på vilkår af, at konkurrencevilkårene i de enkelte lande er de samme. Modstandere og støtter - Det vigtigste er at få indflydelse på det forhandlingsforløb, der kommer, og her bliver den fælles landbrugspolitik første prioritet. Vi har ingen chance i Danmark, hvis vi skal til at konkurrere med den franske statskasse, siger Michael Brockenhuus-Schack. I EU bakkes den danske holdning om afvikling af den direkte landbrugsstøtte primært op af Sverige, Storbritannien og Holland, mens Frankrig og Tyskland samt de nye medlemmer i Østeuropa stritter imod. Set med danske øjne bliver det ikke mindst en kamp at få overbevist den nye rumænske landbrugskommissær Dacian Ciolos, der støtter de franske synspunkter om fortsat EU-støtte til landmændene. Den nye kommissær deltager også i mandagens konference. /ritzau/