Danmark kan gå hele vejen

Rusland er sidste forhindring på vej mod finalen

DEBRECEN:Havde man påstået for en uge siden, at Danmark har guld-chance ved EM i kvindehåndbold, så var man enten blev indlagt eller bortvist på stedet. I dag er det en realitet, at Danmark kan gå hele vejen til tops. - Vi skal lige stikke en finger i jorden, men alt, hvad vi opnår fra nu af er ren succes, så nu må vi se, hvor langt det kan bære, siger landstræner Jan Pytlick. Stoltheden lyser ud af hans glade øjne efter Danmarks fantastiske sejr over Ungarn. - I semifinalen mod Rusland kommer vi op mod et hold, der spiller på en helt anden måde, så man kan på ingen måde sige, at de værste forhindringer er overstået, siger han med høj realitetssans - selv i sejrens stund. Holdet frem for alt Med en fight, som selv ikke sværvægtsboksere kan matche, fandt Danmark trods modgang en vej tilbage i kampen mod Ungarn - og det er kendetegnende for holdet, mener landstræneren. - Rikke Skov kom over til mig på hotellet i går for at sige, at hun var utrolig stolt af at være en del af dette hold - med stort H. Det hænger stadig sammen, selv når de står i skidt til knæene - det er helt utroligt, siger Pytlick. Også set udefra er det sammenholdet, gejsten, viljen og evnen til at kæmpe videre med ryggen mod muren, der imponerer. - Jeg skal love for, at Pytlick har fået det her nye hold sat godt i gang. Sejren over Ungarn gør dem til et rigtigt team, der føler, at de kan klare hvad som helst, siger Viborg-træner Ryan Zinglersen. Han anfører desuden, at Danmark har hele tre målvogtere i absolut verdensklasse - og alene det kan give pigerne medaljer om halsen. Godt kendskab De seneste tre år har Dansk Håndbold Forbund haft et udvidet samarbejde med den nation, der venter i semifinalen. Danmark har flere gange været på landskampsturné i Rusland, ligesom russerne har besøgt Danmark - senest i foråret. - Vi har mødt dem mange gang de seneste år, så det er ikke kendskab til dem vi mangler, siger assisterende landstræner Kim Jensen. Han ser Rusland som et godt kollektiv med et fænomenalt stregspil. - Der er ingen andre nationer, der spiller på den måde, så vi skal virkelig forberede vores midterforsvar. Der skal arbejdes hårdt og vedholdende, siger Kim Jensen. Inden han sætter kursen tilbage mod omklædningsrummet for at juble videre sammen med Holdet. Med stort H.