Danmark knuste Tunesien i ny magtdemonstration

De danske håndboldkvinder pillede hurtigt modet fra Tunesien, der blev overmatchet og slået med 18 mål

VM kvindehåndbold. Danmark - Tunesien. Foto: Lars Poulsen, ritzau
Håndbold 5. december 2017 21:56 - Opdateret 5. december 2017 22:02

HÅNDBOLD: De danske håndboldkvinder fortsatte tirsdag aften fremgangen ved VM i Tyskland.

Efter premierenederlaget til Montenegro hentede Klavs Bruun Jørgensens spillere holdets anden sejr i VM-gruppe C, da Tunesien blev banket med 37-19 i Oldenburg.

Med storsejre over Japan og Tunesien holder Danmark sig på kurs mod ottendedelsfinalerne, men intet er definitivt afgjort før de to sidste gruppekampe mod Brasilien og Rusland.

I kampens indledende fase formåede Tunesiens største stjerne, Mouna Chebbah, at holde afrikanerne på omgangshøjde frem til 3-3.

Men så lukkede den stærke danske defensiv ellers tæt, og Danmark begyndte at trække fra.

Tunesiske fejl satte gang i den ene danske kontra efter den anden.

Især den danske bagkæde med Stine Jørgensen, Mette Tranborg og Line Haugsted fungerede godt, og de forsøgte at afslutte hurtigt, før Tunesiens forsvar var kommet på plads.

Danmark holdt Tunesien fra scoring i en periode på 13 minutter og øgede føringen fra 5-4 til 11-4.

De hårde danske tacklinger havde også mærket tunesernes stjerne Chebbah, der missede et straffekast, da afrikanerne var bagud 4-7. Den modløse Chebbah skød snert over mål.

Klavs Bruun Jørgensen roterede flittigt med spillerne, så det meste af holdet kom på banen.

De mange udskiftninger ændrede ikke på den danske dominans. Forsvaret stod fortsat skarpt, og i angrebet stemplede Line Jørgensen for alvor ind i slutrunden med flere drøn mod målet.

Lotte Grigel, der blev sparet i store dele af søndagens sejr over Japan, leverede også på et højt niveau. Grigel fandt mange små huller i Tunesiens defensiv, og hun udbyggede flere gange den danske føring.

De fleste danske scoringer kom gennem midten, men i anden halvleg fik Fie Woller og Simone Böhme på de danske fløje også bidraget til målfesten med lidt scoringer.

I alt 12 danske spillere kom på måltavlen i tirsdagens magtdemonstration.

Uheldigvis måtte Louise Burgaard humpe fra banen midtvejs i anden halvleg, efter at bagspilleren havde vredet om på foden i et angreb.

Det blev ikke til flere minutter for Burgaard, der var den eneste danske markspiller, som ikke fik scoret.

Onsdag aften skal Danmark i aktion for fjerde gang på fem dage, når Brasilien venter.

Verdensmestrene fra 2013 er et stykke fra fordums styrke. Søndag formåede brasilianerne blot at vinde med et enkelt mål over Tunesien.

På fredag venter Rusland i det, der kan blive en gruppefinale. Rusland har maksimumpoint efter de tre første kampe. Danmark har fire point på andenpladsen, mens Brasilien og Japan følger efter med tre.

Montenegro er gået helt ned efter premieresejren over Danmark, og montenegrinerne er blot noteret for to point. Tunesien er sidst med nul point.

De fire bedste af de seks hold i gruppe C går videre til ottendedelsfinalerne.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...