Danmark ligner mere Amerika

Danmark har taget meget stor forandring med internationalisering

Niels Lund har siden drengeårene spillet, og musik har fyldt meget i hans liv. da han var på besøg i Brønderslev, greb han straks sin guitar.Privatfoto

Niels Lund har siden drengeårene spillet, og musik har fyldt meget i hans liv. da han var på besøg i Brønderslev, greb han straks sin guitar.Privatfoto

BRØNDERSLEV:- Danmark nærmer sig mere og mere USA. Det siger direktør Niels Lund fra Californien, der for tiden er i Danmark for at finde sine rødder. Han flyttede i anden omgang til Amerika i 1960. I 1976 var han på besøg i Danmark, og kan se den store forskel, der er sket på de 30 år. - Danmark er godt nok kommet til at ligne Amerika meget. Der er blevet mange restauranter, hvor man kan købe mad fra alverdens nationer. - Det har vi kendt til i USA i al den tid, jeg kan huske, men sidst jeg var i Danmark i 1976, var der ikke mulighed for at få meget andet end en bøf og en rødspætte. Niels Lund er født i 1945 i Brønderslev. Forældrene drev forretninger under Hotel Phønix i Bredgade i Brønderslev. Faderen, Svend Aage Lund, var tandtekniker. Moderen, Ella Lund, drev frisørsalon. I 1950 drog familien for første gang til Amerika, hvor de var i seks år. Familien bestod af forældrene og de to sønner, Niels på fem år og Kurt på 11 år. De to brødre blev hurtigt grebet af musikken, og de sang og spillede. Da familien i 1956 flyttede hjem til Danmark, etablerede forældrene sig i Jerslev. Drengene var dengang meget populære, hvor de optrådte. - Vi deltog i 1950’erne i en stribe amatørkonkurrencer i landsdelen. Også på Hotel Phønix i Brønderslev. Niels Lund spillede på sin firstrengede ukulele. Han havde en cowboyvest, cowboybukser samt en cowboyhat på, når han sang. - Det var cowboy- og calypsosange, vi sang, og det skete på engelsk, fortæller Niels Lund. I 1960 flyttede han så med familien til Amerika igen. Her uddannede han sig som lærer, og virkede som sådan gennem mange år. Men i hele Niels Lunds liv har musikken fyldt meget. For otte år siden oprettede han sit eget selskab Class Arts Children Technology, der står for musik, teater, dans, drama, workshops med mere på skolerne. Det er et bookingfirma, der skaffer kunstnere inden for de mange genrer. - Så jeg beskæftiger mig fortsat med skoler, men på en anden måde, bemærker Niels Lund. Niels Lund er gift med Alison, der er sygeplejerske, og de har datteren Erica, der efter sommerferien skal studere økonomi og handel på universitetet. Niels Lund har ikke glemt det danske sprog. - Hos mine forældre talte vi altid dansk. Og man glemmer jo ikke det danske, siger Niels Lund. Under besøget i Brønderslev har han set sin gamle skole, Skolegades Skole, der er moderniseret, og han har set de steder, hvor familien boede, og hvor forældrene havde forretninger. -Vi boede i boligblokkene i Gravensgade, der netop er blevet forsynet med altaner, og derfor næsten ikke er til at kende. - Men ellers er der store forandringer i Brønderslev. Niels Lund har seks fætre i Danmark og Sverige, som han har været rundt for at besøge. - Vi har kun udvekslet julebreve. Men jeg må indrømme, at jeg har længtes efter at besøge Danmark. - Jo ældre man bliver, jo mere interesseret bliver man i at få klarlagt sin fortid, siger Niels Lund. Niels Lund har kortlagt sine aner. Moderen var fra Jerslev og faderen fra København. Faderen var allerede som ung i Amerika. Han arbejdede på frugtplantager, men tog hjem, da han blev syg. Men lysten til oplevelser var der fortsat. Så efter at være blevet gift og fået en uddannelse i Danmark, var interessen for Amerika der fortsat. Niels Lunds far døde i 1975, mens moderen døde i 2001. Han er aktiv i Rotary i Californien, og det var via deltagelse i den internationale kongres i København, han kom i kontakt med tandlæge Finn Årosin fra Brønderslev. Under et besøg hos Finn Årosin, hvor der var en sammenkomst for udvekslingsstudenter, viste Niels Lund sine evner som sing a song entertainer.