Fodboldlandsholdet

Danmark minutter fra sejr over Portugal

Nicklas Bendtner bragte Danmark på 1-0 i slutningen af første halvleg, men i det 87. minut udlignede Portugal i VM-kvalifikationsopgøret.

Danmark skal igen op imod Portugal i en kvalifikationsturnering. Foto: Scanpix

Danmark skal igen op imod Portugal i en kvalifikationsturnering. Foto: Scanpix

Danmark har i den grad forpagtet heldet i denne VM-kvalifikation, men denne råkolde september-aften i Parken manglede der små fem minutter i at Morten Olsens tropper havde taget en ny heldig sejr på niveau med 3-2 sejren i Lissabon sidste år. Portugiserne dominerede i store perioder, men langt hen af vejen var de uheldige med at Stephan Andersen leverede adskillige mirakler i det danske mål, og dels var de uskarpe, når chancen bød sig. Det samme kan man ikke sige om Nicklas Bendtner, der er blevet opfordret til at score nogle flere mål, og den henstilling tog han til sig og bankede sejrsmålet op i nettaget i det 42. minut, da han flot tog et indlæg fra Michael Silberbauer ned med brystet. I det første kvarter i Parken lignede det ellers en perfekt dansk gameplan, hvor en hidsigt boldpres tvang portugiserne til boldtab og upræcise afleveringer, men det billede ændrede sig hurtigt, for i det meste af halvlegen, hvor det var Danmark, der konstant tabte bolden og fik det ene angreb efter det andet i hovedet, og til tider var der tale om powerplay foran det danske mål. Så trods føringen var der meget at tale om og få rettet i pausen, og i det 57. minut troede mange i Parken, at Dennis Rommedahl havde bragt Danmark på 2-0, men hans flade vristspark ramte i stedet sidenettet. I stedet blev det Portugal, der på forunderlig vis undgik at udligne i det 62. minut, da Stephan Andersen kun kunne halvklare et skud, så bolden røg ind foran mål, hvor der opstod et klumpsil, som selvsamme målmand kom tilbage og reddede kastanjerne ud af ilden. Siden begyndte det at knibe med gejsten og troen hos Portugals stjerner, selv om det stadig var dem, der var klart bedst, så blev der længere mellem chancerne. Desværre løb danskerne tør for heldet og blev indhentet af spillets store overvægt til Portugal, da indskiftede Liedson dukkede højt op på et indlæg og headede bolden udtageligt ind bag kampens spiller, Stephan Andersen til 1-1. Umiddelbart var der store skuffelse i Parken, men da slutfløjtet lød var der alligevel jubel. Danmark er ikke klar til VM endnu, men vi fik det uafgjorte resultat, som stadig giver os luft og tro på, at vi skal med til slutrunden i Sydafrika.