Coronavirus

Danmark modtager fjerde coronavaccine onsdag

38.400 doser af vaccinen fra Johnson & Johnson ankommer i denne uge til Danmark. Det er tidligere end ventet.

Onsdag ankommer de første doser af Johnson

Onsdag ankommer de første doser af Johnson

KØBENHAVN:Allerede onsdag ankommer den første sending af coronavaccinen fra Johnson & Johnson til Danmark.

Det bekræfter Statens Serum Institut (SSI) til Ritzau.

I første sending kommer 38.400 doser af vaccinen.

Efter planen skulle vaccinen ellers først være kommet til Danmark en gang i næste uge, men det er nu fremrykket.

Vaccinen fra Johnson & Johnson bliver dermed den fjerde coronavaccine til brug i Danmark.

Modsat de tre andre kræver den blot ét stik. Den har en effektivitet på 67 procent mod forebyggelse af covid-19.

Oprindeligt skulle der i april være ankommet omkring 500.000 doser til Danmark af vaccinen fra den amerikanske medicinalvirksomhed.

Det blev dog nedjusteret i slutningen af marts, så der nu kommer de 38.400 doser i første sending og 67.200 i anden sending.

Om fremrykkelsen af første levering får indflydelse på den samlede mængde i april, vides endnu ikke.

Fredag kom det frem, at Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) undersøger fire tilfælde af usædvanlige blodpropper hos personer, som har fået vaccinen fra Johnson & Johnson.

Et af tilfældene fandt sted under de kliniske forsøg. De tre andre er fundet sted under udrulningen af vaccinen i USA. Et af tilfældene førte til et dødsfald.

Det står imidlertid ikke klart, om der er sammenhæng mellem vaccinen og blodpropperne. Det bliver undersøgt nærmere af EMA's sikkerhedskomité.

Det fremgik ikke fra EMA, hvor mange der er blevet vaccineret med vaccinen i forhold til de i alt fire tilfælde af blodpropper.

Ifølge USA's Center for Sygdomskontrol og Forebyggelse (CDC) er der givet omkring 5 millioner vacciner fra Johnson & Johnson til borgere i landet.

Vaccinen bliver i øjeblikket kun brugt i USA, hvor den er godkendt til nødbrug.

Danmark har via EU lagt billet ind på at kunne købe vacciner til 8,2 millioner personer fra Johnson & Johnson. Vaccinen udgør dermed omkring en tredjedel af Danmarks samlede vaccinebestilling.

SSI oplyser desuden, at den næste sending af Pfizer-vaccinen ankommer efter planen tirsdag. Det drejer sig om 204.750 doser.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.