Danmark og allierede kritiser russiske lejesoldater i Mali
Sammen med 14 andre lande fordømmer Danmark udsendelsen af lejesoldater fra russisk privathær til Mali.
Danmark og 14 andre lande fordømmer torsdag udsendelsen af russiske lejesoldater til Mali. Det sker i en fælles udtalelse ifølge nyhedsbureauet AFP.
Det er lejesoldater fra den russiske privathær Wagner, der er blevet udsendt til det vestafrikanske land.
Også Norge, Tyskland, Frankrig og Storbritannien er blandt de lande, der står bag udtalelsen.
I midten af december vedtog EU's medlemslande sanktioner mod Wagner. Ifølge EU's medlemslande har Wagner rekrutteret, trænet og sendt militære styrker til konfliktzoner rundt omkring i verden.
Det har angiveligt ført til mere vold i områderne og til intimidering af civile. Ifølge EU er der tale om brud på international lov og på menneskerettighederne.
Vesten mener, at Wagner er til stede i konfliktzoner for at sikre russiske private og statslige interesser i lande som Ukraine, Syrien og Libyen.
/ritzau/