Danmark og Tyskland er videre med 3-2-kamp

Danmark og Tyskland er sikre på at gå videre fra EM's gruppe B, hvis Danmark vinder den indbyrdes kamp 3-2.

Danmark og Tyskland er videre med 3-2-kamp

Mens der har været meget fokus på, at Italien ryger ud af EM i fodbold, hvis kampen mellem Spanien og Kroatien i gruppe C slutter uafgjort med 2-2, 3-3 osv., så er der mindre opmærksomhed på, at Portugal heller ikke er herre over egen skæbne.

Portugiserne ryger ud af EM's gruppe B, uanset om holdet vinder kæmpestort over Holland, hvis resultatet af den anden kamp i gruppen mellem Danmark og Tyskland falder ugunstigt ud for portugiserne.

Hvis Danmark på søndag besejrer Tyskland 3-2, samtidig med at Portugal vinder over Holland, slutter både Danmark, Tyskland og Portugal med seks point i gruppen.

Herefter tæller indbyrdes resultater mellem de tre hold, hvor alle hold i så fald vil have en sejr og et nederlag mod hinanden.

Derefter går man over til indbyrdes målregnskab, hvor Danmark vil have en målscore på 5-5 i de indbyrdes kampe mod Tyskland og Portugal. Det sikrer danskerne førstepladsen.

Tyskland og Portugal vil begge have 3-3 i målscore, og eftersom tyskerne vandt den indbyrdes kamp 1-0, snupper tyskerne andenpladsen.

Danmark og Tyskland går også videre, hvis Danmark vinder 4-3, 5-4 osv., samtidig med at Portugal vinder over Holland.

Til gengæld ryger tyskerne ud, hvis Danmark vinder 1-0 eller 2-1, og portugiserne sejrer over Holland.

I så fald har Tyskland 1-1 eller 2-2 i indbyrdes målscore mod Danmark og Portugal, hvilket er for lidt til at gå videre til kvartfinalerne.

/ritzau/