Coronavirus

Danmark oplever største antal coronasmittede siden april

Yderligere 347 er smittede med coronavirus. Ifølge professor bør man overveje nedlukning af nattelivet.

Coronasmittetallet det seneste døgn er 347. Det er højre end søndag, hvor der blev registreret 333 smittede med coronavirus. (Arkivfoto)

Coronasmittetallet det seneste døgn er 347. Det er højre end søndag, hvor der blev registreret 333 smittede med coronavirus. (Arkivfoto)

KØBENHAVN:Det seneste døgn er yderligere 347 registreret positive for coronavirus i Danmark. Det oplyser Statens Serum Institut (SSI) mandag.

Det er det højeste antal smittede siden 8. april. Dengang var der 408 registreret smittede hen over et døgn.

Det hører dog med, at langt flere nu testes for covid-19. Derfor opdages der givetvis flere tilfælde i dag end i foråret.

Mandag er det tredje dag i træk, at der er registreret over 300 nye smittetilfælde i Danmark.

Opgørelsen mandag viser også, at der i Danmark nu er blevet testet over to millioner personer.

På baggrund af det stigende smittetal har regeringen varslet om flere coronarestriktioner for at inddæmme smitten. Der er imidlertid endnu ikke nogen konkrete informationer om, hvad det vil indebære.

Antallet af indlagte er i løbet af det seneste døgn steget med tre til 50. Ud af de indlagte ligger fire på intensiv, hvor én er tilkoblet en respirator.

Der har været to yderligere coronarelaterede dødsfald. Dermed er det samlede antal døde med coronavirus siden virusset kom til Danmark i februar 633.

Allan Randrup Thomsen, professor i eksperimentel virologi på Københavns Universitet, mener, at tallet for nysmittede er for højt.

- Det er stabilt, men det er stabilt på et for højt niveau efter min opfattelse. Og nu begynder vi også at se, at antallet af indlæggelser langsomt stiger. Det kan gå meget hurtigt, siger han.

Allan Randrup Thomsen forudser, at der snart kommer nye restriktioner. Han mener især, man bør slå ned på nattelivet.

- Jeg vil faktisk stille spørgsmål ved, om man overhovedet skal have barerne åbne.

- Man kan også indskærpe, at folk skal sidde ned på restaurationer, og måske kan mundbind komme på tale. Det er ikke noget supervåben, men det kan godt give en ekstra lille effekt. Det kunne være på udvalgte steder som indkøbscentre og supermarkeder, siger han.

238 er smittet med coronavirus i Københavns Kommune og 45 i Frederiksberg Kommune. Det gør dem til de to kommuner med flest nye smittede siden fredag.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.