Danmark Rundt-kaos: Førerduo blev sendt ad forkert rute

1. etape af PostNord Danmark Rundt måtte neutraliseres, efter at to ryttere blev sendt den forkerte vej.

PostNord Danmark Rundt 2017 skudt afsted Foto: /ritzau/Khan Tariq Mikkel

PostNord Danmark Rundt 2017 skudt afsted Foto: /ritzau/Khan Tariq Mikkel

En uheldig episode har ramt cykelløbet PostNord Danmark Rundt allerede på 1. etape.

To ryttere, der lå alene i front, blev sendt ad den forkerte rute, hvilket medførte, at etapen blev sat midlertidig i stå omkring midtvejs på den 176 kilometer lange etape.

Situationen opstod umiddelbart efter en bakkespurt ved Asnæs, hvor Andreas Kron (Riwal) og Mathias Bregnhøj (BHS-Almeborg-Bornholm) udnyttede farten op ad en stigning til at stikke af fra et udbrud bestående af i alt seks mand.

Få minutter senere befandt duoen sig på helt forkert kurs, og løbsledelsen med direktør Jesper Worre i spidsen måtte neutralisere løbet i landsbyen Høve i Odsherred.

Samtlige ryttere måtte standse helt, mens vildfarne Kron og Bregnhøj (BHS-Almeborg-Bornholm) blev ledt tilbage på ret kurs.

Herefter fik først de resterende udbrydere og derefter hovedfeltet lov at genoptage etapen.

Det danske etapeløb blev skudt i gang tirsdag middag på Frederiksberg i København. Efter 176 kilometers kørsel er der opløb i Kalundborg.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.