Naturvidenskab

Danmark sender kræftceller til rumstation

Mandag aften sætter et amerikansk rumfartøj kursen mod den internationale rumstation ISS med menneskeceller

HELE LANDET: Kuren mod kræft ligger måske gemt i rummet.

Derfor indeholder Nasas næste opsendelse til den internationale rumstation ISS ud over forsyninger til astronauterne cirka seks millioner kræftceller fra en patient med aggressiv kræft i skjoldbruskkirtlen.

Det sker som del af et forsøg, der er et stort skridt inden for dansk rumforskning, skriver Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.

Mandag aften klokken 22.58 dansk tid sætter et amerikansk rumfartøj kursen mod rummet med kræftcellerne om bord. Det vil tage op til tre dage, før cellerne er om bord på rumstationen.

Målet er at undersøge kræftcellers reaktion i vægtløshed, hvilket kan bidrage med ny vigtig viden til kræftbehandling.

Vægtløshed får nemlig celler til at opfører sig anderledes, end når de er påvirket af tyngdekræften, og det har betydning for kræftforskningen.

Celler er naturligt programmeret til at slå sig selv ihjel, men netop kræftceller undgår dette ”selvmord”.

De deler sig i stedet mere, hvilket betyder, at kræften spreder sig. Men under vægtløshed ændrer kræftcellernes adfærd sig.

Tidligere forsøg har vist, at 30 procent flere kræftceller dør under vægtløshed, end når de er påvirket af tyngdekraften.

- Cellernes ophold i rummet skal hjælpe os til at forstå den mekanisme, som aktiverer celledøden ved vægtløshed. Vi ved, at den udløses af proteiner, men vi mangler viden om hvilke.

- Kan vi finde frem til det, kan det bruges til udvikling af nye lægemidler til kræftbehandling, siger professorer i rummedicin Daniela Grimm fra Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.

Efter en måneds ophold i rummet, hvor det ubemandede rumskib er sammenkoblet med ISS, sendes cellerne retur i en kapsel, som falder ned i Stillehavet ud for Californiens kyst.

Først herefter kan forskerne komme i gang med at undersøge cellerne.

Resultaterne ventes at være klar om et år.

Opsendelsen kan følges live på www.blogs.au.dk/cellsinspace

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst