Danmark skal fjerne kemiske våben i Libyen

Danmark bør deltage i international operation, der skal gøre Libyen fri for kemiske våben, mener regeringen.

Resterne af Libyens kemiske våbenlager skal tømmes, og det skal Danmark hjælpe med.

Det mener regeringen, som midt i august fremsætter et beslutningsforslag om dansk deltagelse i en international maritim operation i det nordafrikanske land.

Det skriver Folketinget på sin hjemmeside.

Operationen går ud på at transportere kemiske våben væk fra Libyen. Beslutningen om en eventuel dansk deltagelse skal træffes hurtigt. Regeringens beslutningsforslag fremsættes 15. august. To dage senere - 17. august - vil forslaget blive førstebehandlet.

Anden og sidste behandling finder sted i folketingssalen 19. august.

Møderne i Folketinget om den internationale operation er planlagt på baggrund af et brev sendt fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) 22. juli 2016.

Netop 22. juli vedtog FN's Sikkerhedsråd en resolution, der bakker op om, at resterne af Libyens kemiske våbenlager skal fjernes.

Resolutionen fra FN opfordrer det internationale samfund til at støtte en sådan operation.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.