Danmark skal øve sig til Armenien-kamp mod georgiere

Georgien er en god testmodstander for Danmark, fordi holdet kan øve sig på nogle ting før Armenien-kampen.

Danmark skal øve sig til Armenien-kamp mod georgiere

Georgien er ikke noget stort trækplaster i Aalborg, hvor det danske fodboldlandshold i aften tester formen før næste uges VM-kvalifikationsopgør mod Armenien i Parken.

I begyndelsen af ugen var der kun solgt omkring 5000 billetter til kampen, og det er under vanligt niveau for landsholdet.

Landstræner Morten Olsen har dog heller ikke valgt modstanderen for at sælge billetter, men mere for at få optimal forberedelse før tirsdagens noget vigtigere kamp mod Armenien.

- Det er ikke altid sådan, at man kan vælge dem, man helst vil spille imod - relaterende til modstanderen man senere skal møde.

- Men Georgien passer fint, for det er et land, som ligger i den region, som Armenien også er placeret i. Og hvor utroligt det end lyder, så har de også samme fodboldkultur. De har samme syn på sagen, så det er fint, siger Olsen.

Armenien er et stærkere hold end Georgien, som ikke råder over lige så store individuelle profiler. Men holdene minder en smule om hinanden.

- Der er nogle ligheder mellem Georgien og Armenien, og selvfølgelig er der også nogle forskelligheder i både spillemåde, og når man ser på de enkelte spillere.

- Men der er også ligheder, og det vil vi bruge til at øve os inden kampen mod Armenien. Deri er Georgien-kampen en vigtig kamp, forklarer Olsen.

Danmarks kamp mod Georgien fløjtes i gang klokken 20.15.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.