Håndbold

Danmark slår Ungarn og får første sejr i Møbelringen

De danske håndboldkvinder fik en sejr i EM-testen mod Ungarn, da de to hold mødtes i Møbelringen Cup søndag.

Trine Østergaard Jensen og resten af det danske kvindelandshold i håndbold fik en sejr i den sidste kamp i Møbelringen Cup.

Trine Østergaard Jensen og resten af det danske kvindelandshold i håndbold fik en sejr i den sidste kamp i Møbelringen Cup.

OSLO:Det danske kvindelandshold i håndbold pudsede videre på EM-formen søndag.

Her blev det efter to nederlag i Møbelringen Cup til en sejr på 23-16 over Ungarn, inden det går løs i EM-slutrunden i næste uge i Frankrig.

Danmark har i den norske turnering i Oslo tabt til Frankrig samt Norge, og det var først i anden halvleg af opgøret mod Ungarn, at danskerne satte tingene på plads.

Ungarn, der trænes af danske Kim Rasmussen, løb dermed ind i lutter nederlag i turneringen.

Norge slog senere Frankrig 23-21, og dermed vandt Norge turneringen med tre sejre.

Til gengæld kunne Danmark tanke selvtillid med en sejr, inden turen går til Frankrig.

- Overvejende var det fint. Vi lukkede kun 16 mål ind, men vi kunne godt have scoret lidt mere specielt i første halvleg, siger landstræner Klavs Bruun Jørgensen ifølge TV2.

Kampen var lige i første halvlegs indledning, og Ungarn bragte sig foran 6-5, men Trine Østergaard udlignede på et straffekast med ni minutter igen af halvlegen.

Mette Tranborg sled sig igennem og scorede langt ude fra til 7-6 efter endnu en dansk scoring uden etableret angrebsspil.

Ungarn-træner Kim Rasmussen tog en timeout, da ungarerne var bagud 6-8, men kort efter kom Danmark foran med tre mål, da Fie Woller øgede til 9-6.

Det danske hold havde en vis succes med kontraspillet i de første 30 minutter og gik til pause foran 10-8.

Ungarerne kom på 10-10 efter fire minutter af anden halvleg, inden Nadia Offendal bragte Danmark foran på et straffekast.

Danmark skabte igen flere chancer, men misbrugte også en del.

Offendal sørgede for 15-12 på et straffekast, men det var ikke lykkedes at sætte ungarerne endnu.

Stine Bodholt sørgede for 16-12, og danskerne kom også foran 18-14, men der var ikke tale om, at Ungarn var løbet over ende endnu med 13 minutter tilbage.

Fløjspilleren Mathilde Hylleberg brændte og brændte, men med ti minutter igen fik hun scoret og bragt Danmark foran 20-15, og da det blev 21-15 virkede kampen lukket.

Ungarn med et hav af skadede spillere havde ikke midlerne til at følge med, og Danmark vandt med syv mål.

Danmark indleder EM-slutrunden med kampen mod Sverige 30. november.

/ritzau/