Tyskland

Danmark som børneparadis

ÅRHUS:Færre tyskere har gennem de seneste år valgt at holde ferie langs de danske kyster, og måske er forklaringen, at de tyske børnefamilier ikke synes, at Danmark er så børnevenligt et land, som danskerne selv har gået og troet. Et nyt projekt "Danmark som børneparadis", der udspringer af regeringens turisme-handlingsplan, skal nu være spidsprojekt og være med til at tiltrække især tyske børnefamilier til kystområder i Danmark. Projektet har fået 600.000 kroner af Økonomi- og Erhvervsministeriet. Et af midlerne til at få fat i flere tyske børnefamilier er en stor markedsføringskampagne i Tyskland i 2004. Men inden da skal der ifølge Nyhedsbrevet fra Midt-Nord Turisme tages et seriøst tjek på Danmarks børnevenlighed som feriedestination. Turismeforskningsenheden på Aalborg Universitet skal således dokumentere, hvori den nuværende børnevenlighed består - hvor mange restauranter har f.eks. en børnemenu, og i hvor mange feriehuse findes pusleborde og barnestole. Samtidig skal der udvikles "børne-standarder" for feriehuse, restauranter og attraktioner, og der skal også tilrettelægges børneruter rundt i landet. /ritzau/