EMNER

Danmark står helt isoleret i Norden

Sverige lodret uenig med den danske fortolkning af, at USA har folkeretten på sin side

KØBENHAVN:Danmark står isoleret i Norden med beslutningen om at lade danske soldater være deltager i en USA-ledet krig mod Irak. Sveriges udenrigsminister, Anna Lindh, ønskede på ingen måde at kommentere Danmarks krigsdeltagelse, da hun i går forlod Folketinget i rask trav. Mødet mellem de nordiske socialdemokrater skulle ellers have været efterfulgt af et pressemøde, men Anna Lindhs eneste kommentar var, at svenskerne ikke mener, det forestående amerikanske angreb på Irak er forankret i FN. Sverige har hele tiden været modstander af amerikansk enegang, og statsminister Göran Persson gjorde det hurtigt klart, at han på ingen måde deler den danske opfattelse af, at krigen har et FN-mandat. - Vi har ikke nogen anderledes opfattelse af regimet i Irak, men avvæbningen skal ske inden for rammerne af folkeretten. Den har USA nu forbrudt sig mod, og det er alvorligt, sagde Göran Persson. - Han skal ikke afvæbnes ved, at den stærkeste tager sin ret. I Norge har oppositionen længe beskyldt den borgerlige regering for at træde vande i forholdet til USA, men mandag slog statsminister Kjell Magne Bondevik fast, at Norge ikke kan støtte den kommende krig. Amerika har ellers to gange bedt landet om militær støtte til en kommende krig. Nordmændene har valgt ikke at svare, men Kjell Magne Bondevik afviser at medvirke i en krig, men han vil dog heller ikke stemple den som et brud på folkeretten. I Finland vandt Centerpartiets leder, Anelli Jäätteenmäki, en overbevisende valgsejr søndag, blandt andet på grund af sin modstand mod den tidligere regerings USA-venlige linje. I alle landene har det trukket overskrifter, at Danmark har valgt at lade danske soldater kæmpe i en USA-ledet krig.