Danmark stemmer for Palæstina-resolution

Ifølge Ritzaus oplysninger vil udenrigsminister Søvndal vil stemme ja til Palæstinas observatørstatus i FN.

Danmark stemmer for Palæstina-resolution

Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) vil på torsdag i FN's Generalforsamling stemme ja til at give Palæstina observatørstatus i FN. Det erfarer Ritzau og tv2.

Regeringen vil ifølge Ritzaus oplysninger tidligt onsdag meddele officielt, at Danmark stemmer for ved FN i New York.

Ifølge tv2.dk' vil den danske udmelding blive fremsat i samspil med Norge og Sverige.

Lande som Frankrig, Portugal og Schweiz har allerede meddelt, at de vil stemme ja til en forfremmelse af Palæstina i FN.

Tidligere tirsdag sagde statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), at Danmark gerne vil stemme ja til at opgradere Palæstinas status i FN, men at man afventer, om landene kan blive enige om en resolutionstekst.

- Det giver ikke mening at give et klart svar, før vi har teksten, og den er ikke færdig endnu. Vi diskuterer nu med EU-landene, og vores holdning er, at der skal være en fælles linje. Vi vil gerne stemme for, men nu vi må se teksten, sagde hun.

Men det er åbenbart tilfældet nu, og også Venstre og De Konservative støtter ifølge politiken.dk et dansk ja til den opgradering af Palæstinas status i FN-regi.

Der tegner sig et flertal for en opgradering af Palæstina, som Israel og USA er imod, mens Tyskland og Storbritannien endnu ikke har besluttet sig for, hvordan man vil forholde sig ved afstemningen.

Generalforsamlingen skal stemme om en resolution, der opgraderer palæstinensernes status.

Den palæstinensiske organisation PLO har i øjeblikket status som observatør, men resolutionen siger, at Palæstina skal være observatør som "ikke-medlems stat".

Denne status, som Vatikanet også har, vil give adgang til at deltage i debatter i Generalforsamlingen.

Den vil også øge muligheden for at tilslutte sig en række FN-organisationer, herunder Den Internationale Straffedomstol (ICC), selv om det dog ikke er noget, der er garanti for, skriver BBC.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.