Udland

Danmark støtter indsats i Afghanistan med helikoptere

Fra midten af 2014 vil der fra dansk side bidrages med transporthelikoptere til situationen i Afghanistan.

Det indeværende år bliver et helt afgørende et af slagsen for Afghanistan. Derfor sender Danmark to-tre transporthelikopterbidrag til den internationale ISAF-koalition i landet.

Helikopterbidraget vil finde sted i midten af 2014, oplyser udenrigsministeriet i en pressemeddelelse på baggrund af et møde i Afghanistan-forligskredsen.

Udenrigsminister Martin Lidegaard (R) glæder sig over, at man er nået til enighed om dansk udsendelse af luftfartøjerne, idet der er brug for helikoptere til transport af personel og materiale i Afghanistan.

- Med udsendelsen af helikopterne følger vi op på den store indsats, Danmark har ydet i Afghanistan siden 2002. Vi viderefører et ansvarligt og troværdigt engagement, siger udenrigsministeren i meddelelsen.

Martin Lidegaard mener, at man med forligskredsens opbakning til udsendelse af transporthelikopterne fortsætter den brede politiske opbakning bag Danmarks Afghanistan-indsats.

- Udsendelsen sker i en tid, hvor Afghanistan står i en afgørende politisk overgangsfase og skal til at overtage det fulde ansvar for landets sikkerhed, siger Martin Lidegaard.

Hos forsvarsminister Nicolai Wammen (S) bliver den danske indsats siden 2002 også nævnt, hvor Danmark ifølge ham er gået forrest - "også når det har været svært og tilmed i et af de vanskeligste områder i Afghanistan."

- Mens det danske engagement i Afghanistan ændrer karakter, skal der ikke herske tvivl om, at Danmark fortsat vil støtte indsatsen, siger forsvarsministeren.

Transporthelikopterne er afgørende for evnen til at flytte personer og enheder rundt i operationsområdet, lyder det fra Nicolai Wammen.

- Derfor er jeg glad for, at forligskredsen har besluttet at udsende et transporthelikopterbidrag fra midten af i år, siger han.

I løbet af 2014 ventes Afghanistan blandt andet af afholde præsidentvalg, mens landet ved udgangen af året vil overtage det fulde ansvar for sikkerheden i det afghanske.

Den endelige overdragelse af sikkerhedsansvaret vil markere afslutningen på missionen for den internationale ISAF-koalition (International Security Assistance Force).

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.