Danmark

Danmark taber sag mod EU om 750 millioner

Danmark må vinke farvel til 750 millioner kroner fra EU efter at tabt stor principiel sag om landbrugsstøtte.

Danmark taber sag mod EU om 750 millioner

Danmark taber tirsdag ved EU-Domstolen den største sag, som Danmark nogensinde har anlagt mod EU-Kommissionen ved EU-Domstolen.

Sagen, som har været undervejs i mange år, drejer sig om udbetaling af 750 millioner kroner i EU-støtte til braklagte marker, som Danmark modtog i årene 2002 til 2004.

Dengang fik landmændene penge for at lade være med at dyrke så mange afgrøder, som de egentlig kunne. Årsagen var, at EU forsøgte at undgå overskudsproduktion og store kornbjerge.

Danske landmænd, der dyrkede raps og korn, skulle derfor tage en del af jorden ud af drift og lade være med at dyrke den, hvilket var en betingelse for at få landbrugsstøtte.

Arealerne skulle dog fortsat plejes og slås til en vis grad, og det er her, at striden opstod mellem Danmark og kommissionen.

Ved kontrolbesøg fandt EU's embedsmænd nemlig, at de danske brakarealer -i alt 43 marker - havde fået lov at udvikle sig så meget i retning af vild natur, at der ikke kunne indhøstes EU-landbrugsstøtte til markerne.

Derfor krævede kommissionen i 2009 100 millioner euro eller 750 millioner danske kroner i brakstøtte tilbagebetalt fra Danmark.

Danmark betalte pengene, men mente sig i sin gode ret til at modtage tilskuddet og anlagde derfor sin største og mest principielle danske sag mod EU-Kommissionen nogensinde.

Fødevareministeriet har hele tiden ment, at de danske landmænd fulgte reglerne og samtidig gavnede naturen og sparede den for kvælstof ved ikke at pleje de braklagte marker i de år, hvor de var udyrkede.

Men det slog EU-Domstolen altså tirsdag fast er forkert.

Danmark kan anke dommen til en højere instans ved EU-domstolen. Men de danske myndigheder har endnu ikke afgjort, om det skal ske.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.