Danmark tabte bronze-kamp

De danske håndboldkvinder slutter på fjerdepladsen ved VM i Brasilien efter et 18-24-nederlag til Spanien.

Mette Meldgaard og kollegerne på det danske landshold havde det svært i bronzekampen. Foto: Scanpix
Håndbold 18. december 2011 20:01

De danske håndboldkvinder forspildte chancen for at gøre en ende på 14 års medaljetørke ved VM, da de søndag tabte 18-24 til Spanien i kampen om bronzen. Det betyder, at Danmark slutter på fjerdepladsen ved VM, som det også var tilfældet i 2001 og 2005. Norge og Frankrig spiller VM-finale senere søndag. Danskerne begyndte nervøst og haltede efter spanierne, som leverede godt spil i begge ender af banen. De rød-hvide fik dog kæmpet sig godt tilbage og vendte en uheldig kurs, hvor de var nede med to mål til at komme foran med 8-6. Men Pytlicks udvalgte brændte flere store chancer i første halvleg, og danskerne gik til pause med 9-9 og en kedelig fornemmelse, da Christina Krogshede timede en afslutning uheldigt og kiksede, mens Spanien kunne udligne netop, som tiden løb ud. I anden halvleg kom danskerne foran, men snart efter endte det i ren deroute. Spanien scorede hele seks mål i træk til stillingen 16-12, og håbet løb ud for danskerne. Danmark har ikke fået VM-medalje siden 1997, da holdet vandt guld med en suveræn finalesejr over Norge. To gange siden har de danske kvinder tabt bronzekampen. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...