Turisme

Danmark tøver med den grønne turisme

400.000 flere turister skulle lokkes til om året ved at sælge Danmark som grøn nation.

Men dette mål fra regeringen er ved at blive tabt på gulvet. Det skriver Ugebrevet Mandag Morgen efter samtaler med eksperter og brancheorganisationen Horesta. - Grøn turisme er et unikt vindue til at markedsføre hele Danmark. Men hvis der ikke handles nu, ender vi med at tabe det hele på gulvet, advarer Mikal Holt Jensen, der er sekretariats- chef for mærkningsordningen Green Key. I år og næste år har regeringen afsat 31 millioner kroner til grøn turisme. Men der er stadig ikke formuleret en samlet strategi for, hvordan målsætningen skal realiseres. VisitDenmark skulle have offentliggjort en national plan allerede tilbage i 2009. Men den har aldrig set dagens lys, skriver Mandag Morgen. - Regeringen giver hensigtserklæringer om grøn turisme, men der sker ikke en systematisk indsats for at gøre turismeprodukterne mere grønne og bæredygtige, siger lektor ved Roskilde Universitet Jens Friis Jensen til ugebrevet. Eksperterne forventer, at der i de kommende år vil komme en stigende efterspørgsel efter grønne turismeprodukter. Det gælder især inden for møde- og konferenceturisme. Pris og beliggenhed vejer stadig tungest, når turister skal vælge hotel. Men kravet om bæredygtighed har ifølge en analyse fra Wonderful Copenhagen sneget sig op på en femteplads. Allan Agerholm, direktør for Europas første nulenergihotel, Crowne Plaza Copenhagen Towers, frygter, at muligheder vil gå tabt, hvis ikke der snart kommer en koordineret indsats. - Der er efterhånden mange hoteller i København, der lever op til minimumstandarder på miljøområdet. Men det er ikke længere nok til at høste fordele på det globale marked, siger Allan Agerholm./ritzau/