EMNER

Danmark vil give yderligere bistand til Afghanistan

København, onsdag /ritzau/ Udenrigsminister Per Stig Møller (K) besluttede onsdag at øge Danmarks humanitære bistand til Afghanistan med en pakke på i alt 12 millioner kroner. Siden april sidste år har Danmark hermed ydet knap 190 millioner kroner alene i humanitær bistand. - Cirka 2,5 millioner flygtninge er de sidste to år frivilligt vendt tilbage til Afghanistan. Det er et klart vidnesbyrd om en tro på Afghanistans fremtid. FN og andre organisationer har ydet en kæmpe indsats for at gøre det muligt, hed det i en pressemeddelelse fra udenrigsministeren. - Der udestår mange udfordringer, før vi kan sige, at arbejdet med at få Afghanistan på ret køl igen er vel udført. Der er fortsat store humanitære behov i Afghanistan, og mange afghanere vil også i den kommende vintertid have behov for humanitær bistand, understregede han. 6,5 millioner kroner går til Dansk Røde Kors' arbejde med bl.a. internt fordrevne samt assistance til mineofre og handicappede. 5,5 millioner kroner går til Verdensfødevareprogrammets (WFP) arbejde, der bl.a. omfatter uddeling af fødevarer til særligt sårbare grupper, herunder hjemkomne flygtninge. Trods visse forbedringer i den humanitære situation, ikke mindst grundet en rekordstor høst i år, vil et betydeligt antal afghanere fortsat have behov for humanitær bistand i den kommende vintertid. Særligt sårbare grupper, specielt mindre børn, flygtninge og internt fordrevne samt personer bosiddende i afsides beliggende bjergområder, er de mest udsatte. De humanitære behov retter sig mod fødevarer, husly og andre nødhjælpsartikler som tæpper og brændsel, men der er ligeledes behov for minerydning og mineoplysning. Den frivillige repatriering fra nabolandene, hovedsageligt Pakistan og Iran, er fortsat betydelig, om end væsentlig mindre end sidste år. I indeværende år har antallet af hjemvendte flygtninge passeret 600.000, herudover er mere end 40.000 internt fordrevne vendt tilbage til deres hjem. Fra dansk side lægges der stor vægt på, at den humanitære bistand koordineres og iværksættes i samarbejde med den lokale administration. /ritzau/