Danmark vinder EM-bronze i kvindernes enerkajak

Emma Aastrand Jørgensen sluttede på tredjepladsen i 200 meter enerkajak ved EM i Beograd.

Emma Aastrand Jørgensen sikrede dansk bronze på EM's sidste dag. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Emma Aastrand Jørgensen sikrede dansk bronze på EM's sidste dag. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Danmark kom på medaljetavlen på sidstedagen ved EM for kano og kajak i Beograd.

Det sørgede Emma Aastrand Jørgensen for, da hun i finalen i 200 meter enerkajak nappede tredjepladsen og blev honoreret med bronze.

Finalen blev ifølge en pressemeddelelse ganske tæt, og Aastrand sikrede den første medalje til Danmark ved at slutte efter polske Marta Walczykiewicz og Danuta Kozak fra Ungarn.

Tidligere søndag var hun i finalen i 500 meter enerkajak, hvor hun sluttede som nummer ni.

Uden udsigt til en topplacering valgte hun at spare på kræfterne i konkurrencens sidste del.

- Det var en både moden og rationel overvejelse af Emma at spare på kræfterne, og en beslutning, der skulle vise sig at give pote i 200 meter-finalen, siger Dansk Kano og Kajak Forbunds sportschef, Lars Robl.

- At hun tog EM-bronze i et verdensklassefelt er en fantastisk flot præstation.

Han fortæller, at man nu vil hæve overliggeren i den daglige træning ud fra observationer ved EM og World Cup-konkurrencer.

- Vi skal være selvkritiske og have modet til at handle. Derfor vil der komme ændringer allerede fra næste uge blandt andet i den måde, vi strukturerer og planlægger den daglige træning på elitecentret på.

- Vi opererer med en kortsigtet plan frem mod VM og en langsigtet plan frem mod OL-kvalifikationen næste år.

- På den korte bane har vi nu ti uger frem mod VM, hvor vi fremover sætter barren for alle vores roere højere i den daglige træning og derfra differentierer os nedad i forhold til de enkelte roeres udviklingspotentiale, siger Robl.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.