Danmark

Anmeldere kalder Joofs nye film for en gennemført folkekomedie

Helle Joofs film "Nøjsomheden" har premiere torsdag. Anmeldere er især begejstrede for Iben Hjejles karakter.

Hovedkarakteren i "Nøjsomheden" er pigen Mona, der spilles af Andrea Heick Gadeberg (til venstre). (Arkivfoto).
Hovedkarakteren i "Nøjsomheden" er pigen Mona, der spilles af Andrea Heick Gadeberg (til venstre). (Arkivfoto). Scanpix

Opdateret kl. 04:45

Voldsomt underholdende, en gennemført og veloplagt folkekomedie, men også ufarlig.

Det er nogle af de ord, som danske anmeldere knytter til filminstruktøren Hella Joofs nye film "Nøjsomheden", der har premiere i flere danske biografer torsdag.

Filmen er baseret på forfatteren Stine Askovs roman fra 2022 af samme navn.

Nøjsomheden er navnet på et socialt udsat boligområde i Helsingør, hvor man følger pigen Mona, der vokser op med sin enlige mor.

Læsehesten Mona, der spilles af Andrea Heick Gadeberg, får job i en boghandel, og hun forelsker sig i den litteraturstuderende Nikolaj, der stammer voldsomt. Han har en baggrund i samfundets finere lag.

Hella Joof bevæger sig ifølge Informations anmelder Lone Nikolajsen væk fra den realistiske tone i romanen, men skruer op for den varme og munterhed, der også er i Stine Askovs historie.

Anmelderen beskriver filmatiseringen som en folkekomedie.

- Filmen fortæller en drivende sentimental historie, dens dialog er kæk, og skuespillet er tættere på overspil end underspil. Hvilket fungerer, fordi de bærende kræfter (især Iben Hjejle) er så karismatiske, skriver anmelderen.

Iben Hjejle får generelt roser af anmelderne for sin præstation som Monas moster Tut.

Mens Information undlader at give stjerner, så får "Nøjsomheden" fem ud af seks stjerner af filmmagasinet Ekko.

Anmelderen Kristian Ditlev Jensen betegner Iben Hjejle som filmens helt store scoop, men han er også begejstret for helheden.

- Filmen lægger sig et sted mellem folkekomedien og en mere seriøs behandling af sociale og menneskelige temaer.

- Den er voldsomt underholdende med sine typiske joofske greb. Der er 90’er-ironi og mild køns- og klassesatire - undertiden så afvæbnende, at den bliver konfliktsky - men samtidig byder filmen også på langt mere alvorlige lag, skriver Kristian Ditlev Jensen.

Kristeligt Dagblad giver filmen fire ud af seks stjerner. Anmelderen Freja Cæcilie Petri Bondgaard skriver, at "Nøjsomheden" er en både morsom, alvorlig og bredt appellerende folkekomedie.

Kulturmediet Soundvenues anmelder Mathilde Johanne Kristiansen er mindre imponeret over filmen og kvitterer med tre ud af seks stjerner.

Anmelderen ser mange fællestræk mellem "Nøjsomheden" og Hella Joofs forrige film "Meter i sekundet", hvilket gør Joof til et oplagt match som instruktør.

- Men denne gang drukner forlæggets sjove, men også nøjsomme skildring af kærlighed og virkelighed i gags, sloganreplikker og oversaturerede Brian-typer, skriver Mathilde Johanne Kristiansen.

Hella Joof, der er uddannet skuespiller, fik sin debut som filminstruktør i 2001 med "En kort en lang". I alt har hun lavet ti film.

RITZAU

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden