Beredskab på udkig efter oliepøl i Østjylland

Borgere har lørdag og søndag kontaktet Østjyllands Brandvæsen efter at have observeret oliepøl i Aarhusbugten.

En mandlig vinterbader kontaktede søndag ved middagstid brandvæsnet i Østjylland efter at være svømmet ind i en oliepøl i Aarhusbugten. (Arkivfoto). <i>Bo Amstrup/Ritzau Scanpix</i>

En mandlig vinterbader kontaktede søndag ved middagstid brandvæsnet i Østjylland efter at være svømmet ind i en oliepøl i Aarhusbugten. (Arkivfoto). Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

I weekenden er Østjyllands Brandvæsen flere gange blevet kontaktet af borgere, der har været i kontakt med eller set en oliepøl i Aarhusbugten.

Det skriver Århus Stiftstidende efter at have talt med operationschef fra Østjyllands Brandvæsen Søren Møller.

Både lørdag og søndag har beredskabet været på vandet i et forsøg på at lokalisere oliepølen, men det er endnu ikke lykkedes at finde den.

Kort før klokken 12.30 søndag kom en vinterbader op af vandet fedtet ind i lugtende olie, fortæller operationschefen til Århus Stiftstidende.

Størrelsen på oliepølen var ifølge vinterbaderen på 15 gange 15 meter.

Lørdag modtog beredskabet en tilsvarende melding fra Ebeltoft, efter en kajakroer havde observeret olie i bugten.

- Noget kan jo tyde på, at der er en oliepøl, der ligger og sejler rundt i Aarhusbugten. Når temperaturen stiger, vil en forurening stige op af vandet og vil følge bølgerne.

- Men hvis det er koldere, falder den ned og vil blive ført af strømmen, som går væk fra land i disse dage, siger operationschefen til mediet.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.