vejr

Vindmåleren topper i Nordjylland - færger og broer berørt

Hanstholm har haft vindstød af stormstyrke. DMI varsler forhøjet vandstand i Vadehavet og langs den jyske vestkyst

Læsøfærgen er blot én blandt mange, som må aflyse sejladser mandag. 
Læsøfærgen er blot én blandt mange, som må aflyse sejladser mandag.  Arkivfoto: Lars Pauli

Opdateret 22. januar 2024 kl. 08:37

De hårdføre vestjyder har helt sikkert oplevet mere blæst, end der er mandag morgen. Men vindmåleren i Hanstholm har trods alt målt vindstød på 27,8 m/s, hvilket er storm og op mod grænsen til stærk storm - der begynder ved 28,5 på Beauforts vindskala.

Hanstholm er da også det sted i landet, hvor blæsten har været kraftigst.

Vindstødene på 27,8 m/s og en middelvind på 18,5 m/s - hård kuling - blev målt ved 04-tiden natten til mandag. 

Blæsten har da også fået en række færger i Nordjylland til at aflyse sejladsen.

Foreløbig har Læsøfærgen aflyst afgange - men den sejler igen planlagt fra klokken 9.40 fra Læsø.

Thyborøn-Agger Færgefart har indstillet sejladsen fra mandag morgen klokken seks.

Colorline aflyser deres afgang fra Hirtshals til Kristiansand i Norge klokken 12.45.

Fjordlines afgang fra Hirtshals til Kristiansand klokken 9.00 mandag morgen er udsat til klokken 20.00.

Stena Lines færge mellem Frederikshavn og Gøteborg er også aflyst. Foreløbig er afgangen klokken 8:15 fra Frederikshavn er aflyst på grund af vejret.

Den lille færge mellem Hvalpsund og Sundsøre sejler heller ikke mandag, meddeler man på Facebook.

Herudover er fraråder Vejdirektoratet vindfølsomme køretøjer at passere Sallingsundbroen, på grund af blæsten. 

Samtidig advarer Vejdirektoratet om den smeltede sne giver vand på vejen mellem Sallingsundbroen og Skive N, hvor bilisterne opfordres til at nedsætte farten.

Værst langs Vestkysten 

Det er i det hele taget en både blæsende og våd uge, vi går i møde, lyder meldingen fra Anja Bodholdt, der er vagthavende meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

DMI har udsendt en varsling om vindstød af stormstyrke og om forhøjet vandstand. Her er det Jylland, der ser ud til at blive hårdest ramt.

- Mandag morgen er det ganske vådt i store dele af Danmark. Det regner langt de fleste steder, og samtidig har vi også den her vind, der er tiltaget, så vi har god vind fra sydlige retninger.

- Specielt langs Vestkysten har vi hård eller endda stormende kuling, siger vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Anja Bodholdt om vejret mandag morgen.

Varslet om forhøjet vandstand rammer også langs den jyske vestkyst mellem Blåvands Huk og Thyborøn. Her forventer DMI, at vandstanden kan nå mellem 1,8 og 2,2 meter over normal vandstand ved højvandet mandag formiddag.

Hver anden dags-vejr

På Storebæltsbroen blev der søndag aften advaret imod kraftig blæst, der kan påvirke kørslen. Passage med påhængskøretøjer under 2500 kilo er forbudt. Varslet forventes ophævet mandag klokken 10, lyder det fra Sund & Bælt.

Også færgerne til og fra Bornholm rammes af vejret mandag.

Bornholmslinjen oplyser på sin hjemmeside, at grundet varsel om kraftig vind op til stormstyrke omkring Bornholm er de to første dobbeltture med Express 5 henholdsvis klokken 06.30 og klokken 10.30 fra Rønne aflyst.

Herefter kan tirsdagens vejr blive "ganske pænt", lyder det fra Anja Bodholdt.

- Men så allerede natten til onsdag og onsdag banker et nyt regn- og blæsevejr på. Torsdag ganske pænt, fredag banker et nyt regn- og blæsevejr på.

- Så det er sådan skiftevis hver anden dag, at vi får regn og blæsevejr afløst af solskin og aftagende vind, siger meteorologen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden