Borgerpanel skal gøre Sundhedsstyrelsen lettere at forstå

Sundhedsstyrelsen vil spørge borgere til råds om, hvordan anbefalinger til alkohol og rygning kan nå flere.

Borgere kan fremover blive spurgt til råds, når Sundhedsstyrelsen skal melde nye anbefalinger, råd eller retningslinjer ud.

Det bliver muligt med et nyt borgerpanel, som styrelsen har oprettet. Det skriver Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Ifølge Rikke Liebst, der er sektionsleder i kommunikationsenheden i Sundhedsstyrelsen, har styrelsen opbygget "et solidt omdømme blandt Danmarks befolkning". Det gælder særligt efter coronaepidemien.

- Vi oplever, at mange gerne vil lytte til os og følge vores anbefalinger. Men der er samtidig en del af befolkningen, der ikke synes, at vi taler til dem.

- Vi vil gerne blive endnu bedre til at nå bredt ud til befolkningen. Derfor har vi oprettet vores borgerpanel, siger hun i pressemeddelelsen.

Med borgerpanelet kan styrelsen inddrage borgere, når de skal finde ud af, hvordan de skal nå ud med anbefalinger til hele eller dele af befolkningen.

De tilmeldte borgere kan for eksempel komme med input til, hvordan styrelsen bedst gør opmærksom på anbefalinger om alkohol, nikotin eller fysisk aktivitet.

Formålet med panelet er gøre Sundhedsstyrelsens budskaber mere vedkommende for den enkelte borger, skriver styrelsen.

Vil man blive inddraget i arbejdet, skal man selv melde sig ind i styrelsens borgerpanel.

Der er ifølge Sundhedsstyrelsen ingen krav til dem, der tilmelder sig, ud over at man skal være mindst 18 år.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden