Bortløbne krondyr finder selv tilbage til dyrepark

13 krondyr forlod en dyrepark i Aalbæk i Nordjylland for 14 dage siden. Nu er dyrene hjemme igen.

Krondyrflokken fra Farm Fun i Aalbæk er tilbage i parken efter en to uger ferie. <i>John Randeris/Ritzau Scanpix</i>

Krondyrflokken fra Farm Fun i Aalbæk er tilbage i parken efter en to uger ferie. John Randeris/Ritzau Scanpix

Efter at være løbet væk hjemmefra er en flok krondyr vendt hjem til den dyrepark, hvor de normalt holder til.

Det skriver TV2 Nord.

For 14 dage siden ramte et kraftigt blæsevejr blandt andet Nordjylland, hvilket ødelagde en port til Farm Fun-dyrepark i Aalbæk.

Vindretningen, der på det tidspunkt var i øst, fik dyrene til at søge ud af parken i retning mod stranden.

- Krondyr har det med gerne at ville gå mod vindretningen. Og da porten var blæst op, kunne de gå lige ud af parken. De blev fundet ved nærliggende strand ud til Kattegat, siger Anette Klausen til Ritzau.

Hun driver sammen med sin far dyreparken Farm Fun.

Flokken af krondyr har været væk fra parken i to uger. Den vendte hjem, fordi vindretningen i de seneste par dage har været i nord.

Dyrene var dog på intet tidspunkt langt væk fra parken. Anette Klausen og de andre medarbejdere fra Farm Fun har holdt øje med flokken hver dag. Dyrene var højst syv til otte kilometer væk fra parken.

- Hver dag har vi været nede at fodre dem, for vi har fundet dem hver dag, siger Anette Klausen.

Hun glæder sig over, at dyrene nu er vendt tilbage til parken.

- For det første er de en stor seværdighed for vores park. Folk kan godt lide at se dem og fodre dem.

- Det er nogle gode dyr, og de er meget omgængelige og er vigtige for parken. Jeg har ikke andre hjortedyr, siger Anette Klausen til TV2 Nord.

Dyrene stod lørdag uden for indhegningen til parken, men kunne ikke helt finde den port, hvor de to uger forinden var løbet ud.

- Jeg hoppede af glæde, da vi så dem på marken. De stod lige uden for indhegningen. Vi kørte ned til dem med vores fodrevogn, og så gik de lige så fint efter den og fulgte med ind i indhegningen, siger Anette Klausen.

Hun regner ikke med, at dyrene kommer til at forlade parken igen, eftersom porten til parken er blevet repareret og forstærket.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.