Danmark donerer behandling mod stivkrampe til Ukraine

1200 behandlinger af lægemiddel mod stivkrampe sendes via Statens Serum Institut til Ukraine.

Danmark donerer 1200 behandlinger af et lægemiddel til at forebygge og behandle stivkrampe til Ukraine.

Det sker gennem Statens Serum Institut (SSI), oplyser instituttet i en pressemeddelelse.

Stivkrampe er en infektion, der kan ske, hvis et sår forurenes med jord eller snavs. Ifølge sundhed.dk kan det i alvorlige tilfælde føre til, at man ikke kan trække vejret.

SSI nævner, at behandlinger kan bruges ved "sårskader, som ukrainske soldater og civile kan blive udsat for under det igangværende angreb i landet".

Det ukrainske sundhedsministerium har efterspurgt lægemidlet, der hedder tetanus immunglobulin, gennem Verdenssundhedsorganisationen (WHO).

Lægemidlet afsendes torsdag og ventes overdraget til WHO i Polen senere på dagen. Derefter står WHO for at få lægemidlet ind i Ukraine.

- Vi er utroligt glade for, at vi meget hurtigt har kunnet reagere på en hel akut forespørgsel fra de ukrainske myndigheder og stille et lægemiddel til rådighed, der kan bidrage til at behandle ukrainere, i den meget svære situation landet står i lige nu, siger Ole Jensen, vicedirektør på Statens Serum Institut, i pressemeddelelsen.

Donationen af stivekrampebehandlingen er langt fra den første danske donation til Ukraine, siden Ruslands invasion for en uge siden.

Op til 2700 panserværnsvåben er sendt mod Ukraine fra det danske forsvar.

Også sanitetstasker og sikkerhedsveste er doneret samt et mobilhospital. Det kan have 30 personer indlagt, og det er muligt at behandle flere hundrede per dag fra det.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.