Danske kokke indleder uofficielt VM med perfekt køkkentjek

Norge, Sverige og Frankrig spås gode chancer ved kokke-VM, mens Danmark ifølge dommer ligger i slipstrømmen.

Brian Mark Hansen og resten af det danske hold vandt i 2022 det uofficielle europamesterskab for kokke i Budapest. De europæiske konkurrenter er de samme ved det uofficielle verdensmesterskab i Lyon mandag. (Arkivfoto). <i>Bernadett Szabo/Reuters</i>

Brian Mark Hansen og resten af det danske hold vandt i 2022 det uofficielle europamesterskab for kokke i Budapest. De europæiske konkurrenter er de samme ved det uofficielle verdensmesterskab i Lyon mandag. (Arkivfoto). Bernadett Szabo/Reuters

Mandag morgen er Danmark gået i køkkenet i Lyon i Frankrig ved det uofficielle verdensmesterskab for kokke, Bocuse d'Or.

Danmark er repræsenteret ved Søllerød Kro-kok Brian Mark Hansen og hans assistent Elisabeth Madsen, der er kok på Svinkløv Badehotel.

- De har været i gang i to og en halv time, og indtil videre forløber det, som det skal. De havde et perfekt køkkentjek i morges, så de arbejder rigtig godt, siger Kenneth Toft-Hansen, der er den danske dommer ved konkurrencen, omkring klokken 10 mandag formiddag.

- Brian er en fantastisk dygtig kok og køkkenchef. Han har den store rutine, og Elisabeth er et af de største talenter, vi har i dansk gastronomi i øjeblikket.

Bocuse d'Or finder sted hvert andet år, og her dyster 24 lande om at vinde.

Kenneth Toft-Hansen har været en del af den danske proces hele vejen. Han vandt selv konkurrencen i 2019.

Til daglig arbejder den danske dommer med assistenten Elisabeth Madsen på Svinkløv Badehotel, og han har været med til at udvikle retterne, det danske hold serverer.

Blandt forhåndsfavoritterne til at løbe med sejren nævner Kenneth Toft-Hansen Norge, Sverige og Frankrig.

- Jeg vil altid sige, at Danmark har så lille et budget, når vi sammenligner os med de andre lande, så vi kan aldrig tillade os at sige, at vi er de helt store favoritter. Vi ligger nok lige i slipstrømmen, siger Kenneth Toft-Hansen.

Ud over Kenneth Toft-Hansens Bocuse d'Or-sejr i 2019, vandt Rasmus Kofoed også titlen i 2011.

Danmark vandt i 2022 det uofficielle europamesterskab med Brian Mark Hansen og Elisabeth Madsen. Her blev det afviklet i Budapest. De europæiske konkurrenter er de samme ved denne konkurrence.

Alle 24 deltagende lande har en dommer repræsenteret, der skal smage på de enkelte retter og efterfølgende afgive point.

De danske retter skal stå færdige omkring klokken 13. Den samlede vinder kåres mandag aften.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.