DMI opfordrer havevejere til at væbne sig med tålmodighed

Den kommende uge vil i perioder byde på tøsne og nattefrost, lyder meldingen fra meteorolog Jesper Eriksen.

Det er med at finde huer og vanter frem, eftersom den kommende uges vejr byder på både slud, byger og encifrede varmegrader. (Arkivfoto). <i>Simon Skipper/Ritzau Scanpix</i>

Det er med at finde huer og vanter frem, eftersom den kommende uges vejr byder på både slud, byger og encifrede varmegrader. (Arkivfoto). Simon Skipper/Ritzau Scanpix

Ugen starter med regn og rusk. Herefter bliver det køligt for årstiden, og i perioder kommer der nedbør med vinterligt islæt.

Det fortæller vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Jesper Eriksen tidligt mandag morgen.

- Mandag kommer til at stå i efterårets tegn. Det bliver nemlig blæsende og vådt, og vi når op på en frisk vind til kuling fra sydvest og vest og en overgang op til hård kuling ved nogle kyster og vindstød op til stormstyrke.

- Ud på eftermiddagen får Jylland stedvis solen at se. Lokalt kan der desuden være slud i luften, men det bliver altså ikke nok til sneboldkrig, siger han.

Dagtemperaturerne vil mandag ligge på mellem to og syv grader.

- Resten af ugen får vi også encifrede varmegrader og mulighed for lidt nattefrost. Og så kommer der byger af og til, og de kan være med både regn, hagl, slud eller tøsne, siger Jesper Eriksen.

Han lover dog, at der også "kan blive kig til solen ind i mellem".

Kulden har låst sig fast over en stor del af Europa, og onsdag og torsdag ventes flere østgående lavtryk at tage en bane hen over eller tæt forbi Danmark.

- Onsdag ser ud til at blive en gråvejrsdag med blandet nedbør i form af regn, slud eller tøsne. Jo længere syd på man bor, jo større chance har man for at se solen i korte glimt, siger han.

Temperaturen onsdag vil ligge på mellem tre og syv grader.

Torsdag bliver det skyet med regn eller byger og temperaturer mellem fire og otte graders varme.

Fredag bliver en dag med vekslende skydække og byger, som kan være med hagl eller slud. Temperaturerne om dagen vil ligge på mellem fem og ni grader, mens natten kan byde på frostgrader.

- Så haveejerne må altså væbne sig med tålmodighed, før de kan komme ud til de sarte planter, siger Jesper Eriksen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.