bestyrelse

Matas-direktør udpeget som formand for TV 2's bestyrelse

Den nye formand, Gregers Wedell-Weddellsborg, har tidligere været direktør hos TV 2 NET, Berlingske og Matas.

Gregers Wedell-Wedellsborg er blevet udpeget som bestyrelsesformand for TV 2 af kulturminister Jakob Engell-Schmidt (M). (Arkivfoto).
Gregers Wedell-Wedellsborg er blevet udpeget som bestyrelsesformand for TV 2 af kulturminister Jakob Engell-Schmidt (M). (Arkivfoto). Mathias Svold/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 18:12

Den administrerende direktør i Matas, Gregers Wedell-Wedellsborg, er blevet udpeget af kulturminister Jakob Engell-Schmidt (M) som formand for TV 2's bestyrelse, skriver Kulturministeriet i en pressemeddelelse tirsdag.

- TV 2 har brug for en formand med en stærk kommerciel baggrund, der kan sikre det økonomiske fundament for, at TV 2 også i fremtiden kan levere public service af højeste kvalitet til danskerne, siger kulturministeren i pressemeddelelsen.

Gregers Wedell-Wedellsborg har tidligere været direktør for TV 2 Net og Berlingske medier. Og netop den erfaring peger Jakob Engell-Schmidt også på som en af grundene til, at han er blevet valgt.

- Derfor er han den rette til at stå i spidsen for den digitale transformation, som TV 2 er i færd med netop i disse år. Jeg glæder mig til samarbejdet, siger han.

Den nyudnævnte bestyrelsesformand kalder TV 2 for en "urkraft i det danske demokrati og fællesskab".

Selv i en tid med opbrud i medielandskabet formår TV 2 at samle os om det væsentlige, det glædelige og det nære – og samtidig stå stærkt som forretning.

Den rolle skal TV 2 både bevare og forny, siger Gregers Wedell-Wedellsborg, som med "ydmyghed og taknemmelighed" har takket ja til indstillingen.

Wedell-Wedellsborg er bestyrelsesformand i Gyldendal, koncerndirektør i Coop Danmark og næstformand i Tivolis bestyrelse.

Desuden er han baron og har en master fra Harvard University i delstaten Massachusetts i USA.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden