Mere jelly-slik kaldes tilbage - kan svulme op i svælget

Det tilbagekaldte slik Sweet Mellow Jelly Straws og OJuicy Fruit Jelly kan udsætte børn for kvælningsfare.

OJuicy Fruit Jelly (billedet) tilbagekaldes af specialvarebutikker. Også Sweet Mellow Jelly Straws tilbagekaldes. <i>Fødevarestyrelsen/Free</i>

OJuicy Fruit Jelly (billedet) tilbagekaldes af specialvarebutikker. Også Sweet Mellow Jelly Straws tilbagekaldes. Fødevarestyrelsen/Free

Specialvarebutikker forskellige steder i landet tilbagekalder flere varianter af jelly-slik.

Det skriver Fødevarestyrelsen på sin hjemmeside.

Det er slikket Sweet Mellow Jelly Straws og OJuicy Fruit Jelly, der kaldes tilbage.

Årsagen er, at produkterne indeholder tilsætningsstofferne E410 og E407.

Stofferne gør, at slikket kan svulme op i svælget. Små børn kan på den måde blive udsat for kvælningsfare, hvis de spiser produkterne.

Har man købt slikket, råder Fødevarestyrelsen til, at man kasserer det eller leverer det tilbage til butikken.

OJuicy Fruit Jelly har en vægt på 240 gram, mens Sweet Mellow Jelly Straws' er på 400 gram. Sidstnævnte kan også være blevet solgt enkeltvis.

Det er ikke første gang, at jelly-slik tilbagekaldes.

Tidligere på måneden drejede det sig om varianterne ABC Jelly Straws og ABC Jelly Fruity, der blev tilbagekaldt af specialbutikker på Sjælland og i Jylland.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.