Metaldetektorer skal sikre psykiatrisk afdeling efter knivstikkeri
16. juni blev en læge knivstukket på Psykiatrisk Center Amager. Håndholdte skannere skal styrke sikkerheden.
Opdateret kl. 12:02
Fremover vil der være sikkerhedsassistenter til stede døgnet rundt på Psykiatrisk Center Amager for at styrke sikkerheden efter et knivstikkeri i midten af juni.
Det er et af flere tiltag, der er blevet enstemmigt vedtaget fredag på et ekstraordinært forretningsudvalgsmøde i Region Hovedstaden, skriver regionen i en pressemeddelelse.
Derudover vil den psykiatriske afdeling indføre håndholdte metaldetektorer.
Det er den eneste type skannere, som psykiatriloven giver mulighed for at anvende i akutmodtagelser.
- Efter endnu en tragisk hændelse, hvor en læge blev stukket i halsen af en psykiatrisk patient på Psykiatrisk Center Amager, så vil Region Hovedstadens politikere sætte endnu mere turbo på sikkerheden i psykiatrien, skriver regionen.
Regionspolitikerne afsætter yderligere fem millioner kroner i 2024 ud over de 19 millioner, som regionsrådet i marts bevilgede til sikkerhedstiltag.
Tiltagene, der skal sikre personalets fysiske sikkerhed, er kommet på dagsordenen, efter at en 29-årig læge blev stukket med kniv natten til den 16. juni.
Det var en 31-årig mand, som stak lægen med en kniv på Psykiatrisk Center Amager, hvor lægen arbejdede. Politiet oplyste efterfølgende, at der var tale om et læge-patient-forhold.
- Jeg har selv været skeptisk over for brugen af scannere, men har også hele tiden sagt, at jeg vil lytte til ledere og medarbejdere, og selv om alle nok ikke er enige, så vejer medarbejderes sikkerhed tungest for mig, siger regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S) i meddelelsen.
Metaldetektorerne og sikkerhedsassistenterne indgår i en forsøgsordning, som er afgrænset til Psykiatrisk Center Amager.
Derudover er regionsrådet blevet enige om to tiltag, der skal gælde for hele Region Hovedstadens Psykiatri.
Der er tale om, at der fremover skal være to medarbejdere til alle patientsamtaler i akutmodtagelsen.
Derudover skal alle yderdøre låses på afdelingerne aften og nat.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.