Mindst 38.000 børn og unge venter for længe på tandlæge
Gratis tandpleje til unge mellem 18 og 21 år presser de kommunale tandplejere og øger ventetiden.
Opdateret kl. 08:47
I Danmarks fem største byer venter mindst 38.000 børn og unge længere end anbefalet på en tandlægetid.
Det skriver DR.
En del af forklaringen er mangel på tandlæger, og at de yngste voksne nu er fuldt optaget i den kommunale tandpleje.
Det fortæller Stine Brems Mørcholdt, formand for de offentligt ansatte tandlæger i Tandlægeforeningen, til DR.
Mens det tidligere kun gjaldt, at unge op til 18 år kunne få kommunal tandpleje, blev det som en del af en ny finanslov vedtaget i december 2021, at det også skulle gælde unge mellem 18 og 21 år.
Ordningen trådte i kraft 1. juli 2022, hvorefter én årgang om året blev indfaset gradvist, indtil billedet i 2025 var sådan, at alle mellem 18 og 21 år nu var en del af den kommunale tandpleje.
Ifølge DR betyder det, at der er sket en patienttilgang på knap 300.000 til de kommunale tandlægeklinikker, siden ordningen trådte i kraft i juli 2022.
DR har indsamlet tal fra landets fem største kommuner for at undersøge problemets omfang.
I København venter for eksempel 19.900 børn og unge i alderen 0-21 år ud af 142.031.
Aarhus har som den eneste af de fem byer ingen venteliste, mens det for Odense hedder 7680 ud af 49.958.
For Esbjerg venter 2508 ud af 25.776 længere end anbefalet.
Procentuelt værst står det til i Aalborg, hvor 16 procent - eller 8000 ud af 50.000 - venter længere end den anbefalede tid mellem tandlægebesøg.
Det varierer fra individ til individ, hvad den anbefalede ventetid er.
Ifølge Sundhedsdatastyrelsen skal børn og unge med sunde tænder som udgangspunkt ses imellem en gang hvert år til en gang hvert andet år.
Børn og unge med middel risiko for udfordringer med tandsundheden skal ses hver halve eller hele år, mens dem med høj risiko skal ses hvert halve år.
Til DR kalder Stine Brems Mørcholdt det for "alarmerende", at der ikke kan tilbydes den tilstrækkelige behandling på det tidspunkt, de har behov for.
Esben Boeskov Øzhayat, professor på Odontologisk Institut på Københavns Universitet, udtaler i samme ombæring til DR, at han ikke er lige så bekymret over den længere ventetid.
Selv om han kalder det "uheldigt", mener han, at det "måske ikke er det største problem i hele verden", fordi tandsundheden generelt er så høj i Danmark.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.