Danmark

Ny oberst får job som chef for kongehusets bindeled til Forsvaret

Jens Ole Rossen-Jørgensen stopper som adjudantstabschef på grund af sygdom. 1. september begynder den nye.

Kong Frederik deltager i flagdagen for Danmarks udsendte 5. september 2025 på Christiansborg Slotsplads flankeret af daværende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) til højre og adjudantstabschef Jens Ole Rossen-Jørgensen til venstre. Sidstnævnte bliver til september udskiftet på posten. (Arkivfoto).
Kong Frederik deltager i flagdagen for Danmarks udsendte 5. september 2025 på Christiansborg Slotsplads flankeret af daværende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) til højre og adjudantstabschef Jens Ole Rossen-Jørgensen til venstre. Sidstnævnte bliver til september udskiftet på posten. (Arkivfoto). Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 12:17

Kongehuset får 1. september ny adjudantstabschef.

Det skriver kongehuset i en pressemeddelelse.

Den nuværende, oberst og kammerherre Jens Ole Rossen-Jørgensen, har bedt om at blive afløst på grund af et fremskredent sygdomsforløb, lyder det.

Han fratræder med udgangen af august.

1. september tiltræder oberst Thor Aron Hilton som ny chef for adjudantstaben. Han kommer fra en stilling som chef for Hærens Officerskole.

Før det har han blandt andet været forsvarsattaché i Pakistan. Han har også været udsendt på militæroperationer i Bosnien, Irak og Afghanistan.

Adjudantstaben har ansvaret for forbindelsen mellem kongehuset og Forsvaret og er en selvstændig myndighed under Forsvarsministeriet.

Staben består af otte personer, som holder til på Christiansborg Slot.

De varetager blandt andet opgaver med vagttjeneste ved de kongelige slotte og palæer og eskorte i forbindelse med særlige arrangementer.

Jens Ole Rossen-Jørgensen forlod en chefstilling på Gardehusarregimentet i Slagelse i 2021 for at rykke ind på Christiansborg Slot.

Tre år senere, i 2024, kom tronskiftet. Det gjorde Jens Ole Rossen-Jørgensen til chef for nu kongens adjudantstab.

En af adjudantstabens opgaver er statsbesøg, og er det et indgående besøg, har det været Jens Ole Rossen-Jørgensen, der personligt trådte til. Det skyldes, at programmet for de indgående besøg kræver Forsvarets tilstedeværelse.

- Tronskiftet har været en meget spændende og helt særlig og historisk begivenhed at få lov til at kunne bidrage til, skrev Jens Ole Rossen-Jørgensen i en mail til Ritzau i forbindelse med sin 60-års fødselsdag i august 2025.

RITZAU

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden