Omstridt russisk juryformand trækker sig fra børnebogspris

Den russiske juryformand for børnebogsprisen H.C. Andersen-prisen har trukket sig efter konflikt.

Dronning Margrethe trak sig for nylig som protektor for H.C. Andersen-prisen på grund af konflikten omkring dens russiske juryformand. (Arkivfoto). <i>Emil Helms/Ritzau Scanpix</i>

Dronning Margrethe trak sig for nylig som protektor for H.C. Andersen-prisen på grund af konflikten omkring dens russiske juryformand. (Arkivfoto). Emil Helms/Ritzau Scanpix

Russiske Anastasia Arkhipova kommer alligevel ikke til at stå i spidsen for den jury, der næste gang skal uddele den prestigefyldte børnebogspris H.C. Andersen-prisen.

Arkhipova har valgt at træde tilbage fra posten. Det oplyser Det Internationale Råd for Bøger for Unge (Ibby) tirsdag.

Det sker efter en konflikt angående russerens formandskab. En konflikt, der for nylig fik dronning Margrethe til at trække sig som protektor for prisen.

På en kongres i september 2022 blev Arkhipova, der er illustrator og kunstprofessor, valgt som juryformand, til når H.C. Andersen-prisen skal uddeles i 2024.

Det faldt dog ikke i god jord hos flere af Ibbys medlemslande.

Flere af dem ønskede, at Arkhipova skulle træde tilbage. Blandt andet fordi hun sidder i bestyrelsen i en kunstnerforening i Moskva ved navn MOCX (Moscow Artist Union), der for tiden er aktiv i promoveringen af Ruslands invasion af Ukraine.

Arkhipova har tidligere over for DR sagt, at hun føler sig udsat for en hetz. Hun har desuden afvist, at hun har nogen forbindelse til MOCX' promovering af krigen.

- Der var ingen modstand mod hendes nominering, og ingen modsatte sig, da hun blev valgt, skriver Ibby i en pressemeddelelse.

- Til trods for det er hun (Arkhipova, red.) opmærksom på opfattelsen fra den omkringliggende verden. Derfor, fordi hun er opmærksom på vigtigheden af Ibbys arbejde og dets status i verden, har hun indgivet sin opsigelse som juryformand for 2024-udgaven af H.C. Andersen-prisen.

Mandag klagede Odense Kommune over Arkhipovas rolle som juryformand. Derfor glæder borgmester Peter Rahbæk Juel (S) sig over russerens tilbagetræden.

- Det er det eneste rigtige at gøre. Ibby kan ikke være tjent med, at man har en juryformand siddende, der har tråde til russisk krigspropaganda, siger han til Ritzau.

- Vi er H.C. Andersens fødeby og har flere institutioner, der står for at passe på hans eftermæle og kulturarv. Det her kunne have udviklet sig til, at H.C. Andersens eftermæle ville blive plettet, og det vil vi som hans fødeby ikke have hængende på ham.

H.C. Andersen-prisen blev uddelt for første gang i 1956. Den er tidligere blevet betegnet som en slags Nobelpris for børnelitteratur.

Astrid Lindgren blev i 1958 den kun anden modtager af prisen.

Cecil Bødker er den hidtil eneste danske modtager af forfatterprisen, mens Ib Spang Olsen i 1972 fik prisen, der gives for bedste illustrationer.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden