Rester fra udbredt sprøjtemiddel ender i grundvandet
Miljøstyrelsen ser på, om godkendelsen af pesticid skal tilbagekaldes efter fund af stoffer over kravværdi.

Svampemiddel, der bliver anvendt til kartoffelproduktion, ender i grundvandet i for høje mængder. (Arkivfoto). Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
I grundvandet under en testmark i Jyndevad i det østlige Sønderjylland har forskere fundet rester fra svampemidlet cyazofamid.
Pesticidstoffet er lovligt og bruges blandt andet til at bekæmpe skimmel i kartofler. Men nu står det klart, at nedbrydningsstofferne DMS og DMSA fra sprøjtemidlet ender i grundvandet i for store mængder.
Det viser en ny rapport lavet af De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (Geus) og Aarhus Universitet.
Det bekymrer Carl-Emil Larsen, direktør i vandselskabernes brancheforening, Danva. Det er nemlig ikke muligt at rense vandet for nedbrydningsstofferne med de teknologier, man kender i dag.
- Hvis der bliver sprøjtet med det, er det kun et spørgsmål om tid, før det kommer ned i grundvandet. Konsekvensen er, at når det når grænseværdien, kan vi ikke bruge det vand, der er forurenet, siger Carl-Emil Larsen.
Miljøstyrelsen har i kølvandet på rapporten foretaget en faglig vurdering af resultaterne.
Det har mundet ud i, at styrelsen lægger op til en partshøring med det formål at tilbagekalde godkendelsen af produkter, som indeholder cyazofamid, ifølge en pressemeddelelse.
Udmeldingen fra Miljøstyrelsen vækker uro hos danske kartoffelavlere, som er meget afhængige af svampemidlet. Et middel som de har brugt i de seneste 20 år.
- Det er nok det mest alvorlige, jeg har oplevet i de 30 år, jeg har haft med kartofler at gøre. Det er virkelig slemt. Det er en mavepuster, siger Carl Heiselberg, formand for Danske Kartofler, til Altinget.
Stoffet DMS har tidligere været kendt fra bærproduktion og træbeskyttelse. Ifølge Carl-Emil Larsen har vandværkerne tidligere været nødt til at tage vandboringer ud af drift, fordi stoffet er fundet over grænseværdierne.
- Ingen har været opmærksomme på, at DMS har været en del af det her pesticid, som bruges i ret store mængder i kartoffel- og løgproduktion. Det gør, at risikoen for at forurene store mængder grundvand er meget større.
- Vi har set det gang på gang. Det er ikke et spørgsmål om fortidens synder, det er et stof, som bruges aktivt i dag, siger Carl-Emil Larsen, direktør i vandselskabernes brancheforening, til Ritzau.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.