Danmark

Smukfest forventer at være svanemærket i 2027

Tidligere kontakt til madboder og leverandører skal bane vejen for Smukfests svanemærkning til næste år.

Selv om Smukfest ifølge festivalens egen bæredygtighedskoordinator er godt på vej mod Svanemærket, når det gælder affaldshåndtering, har kravene om økologi skubbet forventningen om mærket til 2027. (Arkivfoto).
Selv om Smukfest ifølge festivalens egen bæredygtighedskoordinator er godt på vej mod Svanemærket, når det gælder affaldshåndtering, har kravene om økologi skubbet forventningen om mærket til 2027. (Arkivfoto). Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix

Roskilde Festival kunne i 2026 annoncere, at den var den første festival i Norden, der levede op til de 34 krav, det kræver at blive certificeret med Svanemærket.

Og nu vil Smukfest også være med.

Festivalen i Skanderborg har nemlig fuld gang i arbejdet mod mærket, som er det officielle nordiske miljømærke.

Smukfest forventer, at næste års festival i 2027 bliver en svanemærket én af slagsen.

Ifølge bæredygtighedskoordinator Cathrine Christensen er det primært madboder og leverandører, der har gjort, at mærkningen ikke allerede blev en realitet til årets festival, selv om det var den umiddelbare forventning.

- Flere madboder meldte ind, at de helt lavpraktisk ikke kunne få fat i deres primære ingredienser i en økologisk variant. For eksempel har pomfritter vist sig at være en udfordring, siger hun.

Ifølge Cathrine Christensen kom det lidt som en overraskelse for festivalen, at det var sværere end som så at indkøbe mindst 40 procent økologiske råvarer.

Det er minimumskravet for at blive svanemærket.

Derfor vil festivalen også indlede en dialog med madleverandørerne allerede i efteråret 2026 for at sikre, at der er nok økologiske råvarer til festivalen i 2027.

- Svanemærket er et signal til omverdenen om, at vi er ambitiøse, hvad bæredygtighed angår.

- Derudover er det et redskab, der sikrer, at vi kommer endnu længere ud i krogene og gør festivalen så bæredygtig som mulig, fortæller hun.

At få mærket kræver mere end gode intentioner.

Festivalerne skal dokumentere deres indsats på tværs af hele værdikæden – fra egne aktiviteter til leverandører – for at få et samlet billede af deres miljø- og klimaaftryk. Det fortæller Frederik Gudi Sommer-Gleerup, certificeringschef i Miljømærkning Danmark, som har ansvaret for Svanemærket i Danmark.

- Derfor er det heller ikke en enkel proces at blive svanemærket. Det kræver en stor indsats fra festivalerne, men vi er superglade for, at flere ønsker at tage mærket til sig og arbejde med deres miljø- og klimamæssige påvirkning, siger han.

Når det gælder affaldshåndtering, som hører under krav til mærket, er festivalen rigtig godt med, forklarer Cathrine Christensen.

Her fremhæver hun, at de i 2025 havde en genanvendelse på 79 procent af alt affald genereret på festivalen.

Smukfest har som en del af deres bæredygtighedsmål også 220 såkaldte ReTents til årets festival, der blev testet af 20 hold gæster sidste år.

De genanvendelige telte er lavet af 100 procent genanvendt plast, der let kan skilles ad, opbevares og genbruges i fremtiden.

I år har Smukfest også lejet deres ReTents ud til Roskilde og Tønder Festival.

RITZAU

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden