Stifteren af Psykiatrifonden er død - blev 83 år

Jes Gerlach, stifter af Psykiatrifonden, er død. Han roses for blandt andet at have haft stort netværkstalent.

Jes Gerlach, stifter af Psykiatrifonden, er død. Han blev 83 år. (Arkivfoto). <i>Bjarne Luthcke/Ritzau Scanpix</i>

Jes Gerlach, stifter af Psykiatrifonden, er død. Han blev 83 år. (Arkivfoto). Bjarne Luthcke/Ritzau Scanpix

Stifteren af Psykiatrifonden, Jes Gerlach, er død i en alder af 83 år.

Det oplyser Psykiatrifonden i en pressemeddelelse.

Jes Gerlach stiftede i 1996 Psykiatrifonden, der er en privat organisation, som arbejder for at hjælpe personer med eller i risiko for at få en psykisk sygdom.

Tidligere formand i Psykiatrifonden og speciallæge Anne Lindhardt fortæller, at Jes Gerlach havde et netværkstalent uden lige.

- Da han stiftede Psykiatrifonden gjorde han det med afgørende støtte fra to meget stærke skikkelser, nemlig tidligere, desværre afdøde, nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer og tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen.

- Jes var eminent til at alliere sig med mennesker, der ofte havde egne livserfaringer med psykisk sygdom fra deres nærmeste familie og som derfor engagerede sig dybt i arbejdet med at udbrede viden og forståelse, siger Anne Lindhardt.

Hun siger også, at Jes Gerlach gjorde, hvad der passede ham.

Han insisterede på at være sin egen og har været vanskelig at kalde til orden i et hierarki som sundhedsvæsenets, siger den tidligere formand for Psykiatrifonden.

Jes Gerlach blev også respekteret både som lobbyist og som erhvervsmand.

- Jes Gerlach var garant for fakta, han var pålidelig og politisk neutral - og så var han ikke mindst højt elsket af sine patienter i den private praksis, han drev i mange år, siger Anne Lindhardt.

Jes Gerlach blev cand.med. i 1966, speciallæge i psykiatri i 1977 og overlæge på Sankt Hans Hospital i Roskilde i 1978.

Han skrev og var med til at skrive flere videnskabelige artikler med særlig fokus på det, der kaldes antipsykotika. Det handler blandt andet om, hvordan man kan mildne sygdommen hos personer, der lider af psykisk sygdom.

Jes Gerlach efterlader sig hustru og voksne børn.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.