Danmarks bedste lastbilchauffør

Kenneth Mathiasen fra Fjerritslev er landets bedste, når det gælder trafiksikker og økonomisk kørsel med lastbil.

Kenneth Mathiasen (i midten) vandt finalen, mens Martin Pedersen (tv) vandt sølv og Jens Aarøe bronze. Nu har den danske vinder chancen for at vinde en lastbil.Foto: Scania
EMNER 7. september 2010 09:35

Den 30-årige lastbilchauffør Kenneth Mathiasen fra Fjerritslev vandt i weekenden Scanias ”Young European Truck Driver 2010”-chaufførkonkurrence i trafiksikker og økonomisk kørsel med lastbil. Kenneth Mathiasen vandt konkurrencen foran den 20-årige Martin Pedersen fra Thisted og den 29-årige Jens Aarøe fra Vojens. I finalen klarede Kenneth Mathiasen sig rigtig godt i alle de fem discipliner, som finalisterne skulle igennem. Det drejede sig blandt andet om præcisionskørsel med sættevogn på en krævende manøvrebane, brændstoføkonomisk kørsel på landevej med vogntog på 40 tons, lastbilteori samt førstehjælp og hjulskift. Kenneth Mathiasen arbejder som chaufførafløser hos vognmand Henrik Sørensen i Fjerritslev og kører flis til lokale kraftvarmeværker. Med sejren i den danske finale har han kvalificeret sig til den europæiske finale, som afvikles i starten af oktober på Scania-fabrikken i Sverige. Her belønnes vinderen med en fabriksny Scania lastbil til en værdi af 750.000 kroner. I alt 10 lastbilchauffører under 35 år havde kvalificeret sig til den danske finale gennem en række lokale udtagelseskonkurrencer hos Scania-forhandlere landet over. Scania ”Young European Truck Driver” er verdens største chaufførkonkurrence med fokus på trafiksikker og miljørigtig kørsel med lastbil. Konkurrencen arrangeres af den svenske lastbilproducent Scania i samarbejde med blandt andre EU-Kommissionen. Konkurrencen afvikles parallelt i 20 europæiske lande, og hidtil har mere end 15.000 lastbilchauffører op til 35 år fra hele Europa deltaget i konkurrencen. For at nå frem til finalen har de først klaret en teoriprøve om færdselsregler, lastbilteknik, kørsel med farligt gods, førstehjælp med mere. Blandt de bedste teoriprøver er der derefter udvalgt 50 chauffører, som så har dystet i en række regionale konkurrencer med nye teoriprøver samt praktiske øvelser med fokus på trafiksikker og økonomisk kørsel.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...