EMNER

Danmarks bedste

HADSUND:Det var landets bedste markering af den nye danske salmebog, der fandt sted på Butikstorvet i Hadsund i pinsen. Det mener den komité, som udgiveren af salmebogen, Det Kgl. Vajsenhus, havde bedt om at være dommere i konkurrencen om det bedste bud på et kreativt, spændende arrangement, der engagerede mennesker i den danske salmebog. Og udgiveren følger op med en check på 20.000 kroner. Komiteen bestod af forstander for Det Kgl. Vajsenhus, Martin Agerbak Madsen, biskop Erik Norman Svendsen, generalsekretær i Det Danske Bibelselskab Tine Lindhardt og tv-manden Sigurd Barrett, og deres motivation for tildeling af førstepræmien lyder: - Arrangementet havde en bred appel og engagerede et helt bysamfund i Den Danske Salmebog. Et hav af mennesker på indkøb fik udleveret et salmehæfte og fik lejlighed til at synge med på kendte og nye salmer. Den fine måde hvorpå salmesangen indgik i Butikstorvets arrangement og med inddragelse af det lokale sangtalent, 16-årige Martha Nørgaard Pedersen, er både kreativt og engagerende. Samtidig bidrog Hadsund Egns Museum med historisk tilbageblik i form af en udstilling om salmebogen gennem tiderne. Det var den med Dronningens Fortjenstmedalje netop hædrede Jens Nørgaard, der havde fostret ideen til arrangementet, og han har derfor besluttet, hvad pengene skal anvendes til.Det kan man så glæde sig over i FDF Hadsund, der går i byggeplaner på Markedsgave.