Danmarks dårlige resultater koster på Fifa-rangliste

Fodboldlandsholdet er faldet seks pladser tilbage på den seneste rangliste, hvor holdet nu er nummer 28.

Danmarks fodboldlandshold formåede i september kun at spille 0-0 hjemme mod Albanien og 0-0 ude mod Armenien i EM-kvalifikationen.

De sløje resultater har ikke blot bragt den direkte billet til næste års slutrunde i Frankrig i alvorlig fare. De har også været medvirkende til, at Danmark er faldet tilbage på ranglisten hos Det Internationale Fodboldforbund (Fifa).

På den seneste rangliste, der blev offentliggjort torsdag, er Danmark rangeret som nummer 28 i verden, seks pladser dårligere end for en måned siden.

Frankrig, Island, Ukraine, Ghana, Rusland og Mexico er alle smuttet forbi Morten Olsens landshold.

Argentina topper fortsat Fifa-ranglisten.

De regerende verdensmestre, Tyskland, har overhalet Belgien og er nummer to, mens belgierne indtager tredjepladsen.

Portugal, som Danmark møder den 8. oktober i EM-kvalifikationen, har taget et spring på to pladser i den rigtige retning, så Cristiano Ronaldo og co. nu er nummer fire.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst