Danmarks dygtigste kunstskøjteløbere

Trio fra Frederikshavn Skøjteforening repræsenterer Danmark

Jens Ole Pedersen
Cecilie Dreier, Daniel Tsion og Josephine Kærsgaard fra Frederikshavn Skøjteforening er alle udtaget til de internationale junior grand prix konkurrencer.Privatfoto
Frederikshavn 1. september 2016 09:24

FREDERIKSHAVN: Frederikshavn Skøjteforening (FSF) bliver ene om at repræsentere dansk kunstskøjteløb i de kommende internationale Junior Grand Prix konkurrencer.

Efter afbud fra en københavnsk løber er udelukkende skøjteløbere fra FSF udtaget, og det drejer sig om Cecilie Dreier, Josephine Kærsgaard og Daniel Tsion.

Junior Grand Prix er internationale konkurrencer med de allerbedste løbere fra hele verden.

- I de stærke nationer er det virkelig et nåleøje at komme igennem for at få en af pladserne. I år forventes 300 løbere i alderen 13-19 år at deltage i de 50 Junior Grand Prix’er, som finder sted over hele verden, fortæller Pernille Dreier, der er formand for FSF.

De seks bedst placerede indenfor henholdsvis junior damer, junior herrer og junior par skal konkurrere i finalerne i Marseille til december.

De tre løbere fra FSF var forhåndsudtaget af Dansk Skøjte Unions DSU’s Eliteudvalg allerede i juli, og da den københavnske løbere trak sig, løb frederikshavnerne med alle de danske udtagelser.

Den 16-årige Josephine Kærsgaard er udtaget til sine to første junior grand prix’er i henholdsvis Ostrava, Tjekkiet i dagene 31. august til 4. september og Ljubljana, Slovenien i dagene 14. til 18. september.

Den 17-årige Cecilie Dreier er i år udtaget til sit tredje Junior Grand Prix. Denne gang i Talinn, Estland i perioden 28. september til 2. oktober.

FSF-piger alene

De to frederikshavnske piger er de eneste danske junior damer, der repræsenterer Danmark ved de internationale junior grandprix’er.

- Daniel Tsion har været udtaget til Junior Grand Prix’er tre år i træk men har endnu ikke gennemført et junior grand prix. Daniel er den eneste junior herre, der repræsenterer Danmark ved de internationale junior grand prix. Desværre har Daniel være skadet til to af konkurrencerne, og han mistede sine skøjter til en tredje udtagelse, og derfor har Daniel endnu ikke gennemført et junior grand prix. Så derfor håber vi meget, at det i år lykkes for Daniel Tsion, siger FSF-formand Pernille Dreier.

Fantastisk arbejde

Samlet set ligger der et fantastisk arbejde med talent- og eliteudvikling til grund for de flotte udtagelser.

- Det nationale elite kraftcenter under Dansk Skøjte Union har netop været samlet i Herning, og blandt de fem danske topløbere med trippelspring, der skulle præsentere både deres korte og lange program for et internationalt dommerpanel, var de fire løbere fra Frederikshavn.

- Det skyldes for en stor del den dygtige og ambitiøse cheftræner Lena Volokhova, og samtidig er det lykkedes at skabe et træningsmiljø og en klubkultur, der gør det muligt for nuværende at skabe Danmarks dygtigste kunstskøjteløbere i Frederikshavn, slutter en stolt Pernille Dreier.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...