Detailhandel

Danmarks første økologiske ambassade jagter penge

ODENSE:Initiativtagerne til Danmarks første store økologiske supermarked er på jagt efter penge til projektet, der skal etableres på Bramstrup Gods ved Nr. Lyndelse syd for Odense. Ud over at fungere som en butik med op mod 5000 varenumre er det planen, at det kommende øko-supermarked skal fungere som en økologisk ambassade, der kan markere økologien over for omverdenen. En af initiativtagerne til øko-ambassaden er direktør Bo Nytofte fra frugt- og grønsagsselskabet Biodania. Han mener, at der i høj grad er brug for en relancering af økologien, og at det er økologerne selv, der skal stå for det. Han har netop på et møde på godset præsenteret planerne for omkring 30 interesserede fra økologiske firmaer som f.eks. Urtekram og Økomælk. I forrige uge blev der afholdt et tilsvarende møde for 35 økologiske fynske producenter, gårdbutikker og landmænd for at lodde stemningen - Alle bakker projektet op og er meget engagerede i det. Der er også enighed om, at økologerne er de eneste rigtige til at fremme udviklingen af økologien som et modspil til den stagnation, vi har set i de senere år. Vi kan ikke overlade det til de traditionelle supermarkeder at gøre det arbejde, siger Bo Nytofte til Ritzau. En styregruppe bestående af bl.a. Nytofte og godsejer Niels Langkilde skal de nærmeste måneder konkretisere planerne samt se nærmere på finansieringen af projektet. Initiativtagerne har tidligere fået afslag fra Det Økologiske Fødevareråd om støtte til at udforme en forretningsplan for projektet. - Men det vil ikke afholde os fra at søge rådet igen om f.eks. støtte til et Ren Linje-projekt, som skal sikre forbrugerne både i øko-supermarkedet og på en hjemmeside omfattende information om den enkelte vare. Finansiering via den grønne andelskasse Merkur er en anden mulighed. Der er ingen tvivl om, at det er sejt at skaffe kapital. Økologer er desværre ofte folk med masser af gode ideer, men få penge. Så det er ikke noget, der går af sig selv. Vi skal ud og slå nogle døre ind for at rejse startkapital, siger Bo Nytofte. Etablering af et andelsselskab bag den økologiske ambassade har været nævnt som en mulighed. - Men for at undgå at skulle rejse kapital til varelager m.m. kunne en anden mulighed også være, at de økologiske producenter som en slags sponsorat forærer os varerne, som vi så sælger i det økologiske supermarked, siger Bo Nytofte. Planerne om etablering af en økologisk ambassade med tilhørende supermarked på Fyn har mødt kritik bl.a. fra dagligvaregiganten Coop Danmark, der afsætter over halvdelen af de økologiske dagligvarer i Danmark og har været en vigtig drivkraft i 10 års uafbrudt økologisk fremgang. Ifølge underdirektør i Coop Danmark Mogens Werge er det en økonomisk dødfødt satsning at etablere et økosupermarked med op mod 5000 varenumre ude på landet langt væk fra København og Århus, hvor afsætningen af økologiske varer er langt størst. Men ifølge Bo Nytofte er der ikke tale om et enten eller, men et både og. - Vi ser gerne en decentralisering af økologien og initiativer andre steder. Hvis nogle ildsjæle vil lave en tilsvarende øko-butik et andet sted, så er det kun fint. Økologien trænger til et spark bagi mange steder, siger han. /ritzau/