Danmarks første professor i fødselshjælp

KØBENHAVN:Overlæge Ann Tabor, 55 år, bliver landets første kvindelige professor inden for fødselshjælp og kvindesygdomme. 1. september tiltræder hun Danmarks første professorat i føtal medicin - fosterscreening, diagnostik- og behandling. Ann Tabor kommer fra en stilling som overlæge på gynækologisk-obstetrisk afdeling på Hvidovre Hospital, hvor hun har været ansvarlig for ultralydambulatoriet. Her har hun blandt ledet et projekt, der har sikret screening for Downs syndrom (mongolisme). Mere end 10.000 gravide i hovedstadsområdet har i forbindelse med projektet fået foretaget nakkefoldsscanning i et forsøg på tidligt at opdage misdannelse og Downs syndrom. Projektet har resulteret i, at Hovedstadens Sygehusfællesskab (H: S) nu tilbyder alle gravide en skanning. Professoratet er tilknyttet Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet. Samtidig skal Ann Tabor arbejde som overlæge på ultralydklinikken på Rigshospitalet. /ritzau/